På råvaremarkederne er oliepriserne igen på retur onsdag morgen.

Sent tirsdag afviste den saudiarabiske olieminister, at der bliver tale om en produktionsreduktion, og efterfølgende har Iran betegnet Saudi-Arabiens og Ruslands produktionsfastfrysning som "latterlig".

Iran forsøger netop nu at øge eksporten efter års tilbageholdenhed på grund af snævre sanktioner i forbindelse med landets atomprogram.

"Der kommer ikke nogen aftale om produktionen, for der er ingen mulighed for det, når man ikke har tilstrækkelig tillid til hinanden. Markedet ligger stadig med et stort produktionsoverskud, og det vil fortsætte i et godt stykke tid," siger chefstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney til Bloomberg News.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 32,91 dollars mod 33,25 dollars ved 17-tiden tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie koster samtidig 31,19 dollars mod 31,75 dollars tirsdag eftermiddag.

Det er manglende tillid til andre olieproducerende lande, som er skyld i, at Saudi-Arabien ikke vil indgå en aftale om en nedgang i landets olieproduktion, skriver Financial Times.

Saudi-Arabiens olieminister, Ali al-Naimi, siger, at landet vil forsøge en fastfrysning af produktionen, men at nedskæringer i produktionen "ikke kommer til at ske". Tidligere har Venezuela, Rusland og Qatar også efterlyst en fastfrysning, hvis andre ledende producenter, især Iran og Irak, også følger trop.

"Der er mindre tillid end normalt. Selvom de siger, de vil skære i produktionen, vil de ikke leve op til det," sagde Ali al-Naimi ifølge Financial Times ved en årlig konference i Texas.

Den 81-årige olieminister fortalte desuden, at et produktionsdyk blot ville hjælpe de amerikanske producenter af skiferolie, der har højere omkostninger end eksempelvis Saudi-Arabien.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

"Det lyder barskt, og det er det desværre også, men det er en mere effektiv måde at rebalancere markederne på. At skære i produktion med lave omkostninger for at subsidiere leverandører med højere omkostninger forsinker kun et uundgåeligt opgør," sagde Ali al-Naimi ifølge Financial Times.

På guldmarkedet er det igen de finansielle markeders risikolyst, der styrer markedet.

"Priserne er blevet skubbet højere i de sidste 24 timer i takt med, at anden runde af lunkne økonomiske data fra USA skaber yderligere tvivl om Federal Reserves mulighed for at forhøje renterne. Forbrugertilliden faldt kraftigt, og det er et sikkert tegn på, at verdens største økonomiske genopretning er i en skrøbelige tilstand, hvis vi skal være positive," siger cheføkonom Jordan Eliseo fra Australian Bullion Co. i Sydney til Bloomberg News.

Risikoaversionen er igen fremherskende på de asiatiske aktiemarkeder onsdag morgen, hvor guld bliver løftet af de faldende aktiemarkeder. En troy ounce guld koster onsdag morgen 1230 dollar mod 1225 dollar tirsdag eftermiddag.

Blandt industrimetallerne giver de seneste dages prishop anledning til gevinsthjemtagning. Samtidig presser de faldende aktiemarkeder og droppet i oliepriserne industrimetallerne ned. Onsdag morgen koster et ton kobber 4561 dollars mod 4612 dollars tirsdag eftermiddag.

Energiagentur forventer lav oliepris frem til 2017  

Olieprisen vipper på kanten – alle kigger nervøst på Iran

Rusland og Saudi-Arabien vil fastfryse olieproduktionen