ShippingWatch

Specialmægleren Edge vil fordoble markedsandel

Mægler-gruppen Edge har udvidet de sidste år og er langt fra færdig. Selskabet ønsker at være en "flygtningelejr" for mæglere, der ikke vil trækkes ned af bureaukrati, siger CEO Tom Midttun til ShipingWatch.

Tom Midttun nynner med på tonerne fra violinerne, der fra computerens højttalere spiller til tusindvis af små skibe, der sejler som selvlysende prikker i store og mindre klumper på verdenskortet.

Ud for Singapore fylder den globale handelsflåde godt op, ligesom ud for flodmundingen ved Elben ind til Hamborg. Den afrikanske kyststrækning er et ganske andet billede med få selvlysende prikker.

Måske er det i Sierra Leone, at der er forretning at lave for shipping med landets adgang til mineraler, foreslår Tom Midttun hypotetisk. Men det afrikanske kontinent er usikkert med politisk uro, diktatorer, korruption og borgerkrige.

Det er dog lige præcis usikkerhed og risici, som Edge har slået sig op på. På forsikringsmarkedet løber alle mod samme punkt og væk fra risikoen, og det får i sidste ende markedet for konventionel risiko til at falde, mener Midttun.

"Vi gør det modsatte. Vi ser på, hvor noget kan være farligt. Vi løber mod risikoen, vi skal finde den og en løsning på det. På en måde gør shippingindustrien det samme. De leder efter muligheder, men med store muligheder kommer også store risici. Det er der, vi ønsker at være," siger Midttun, der i begyndelsen af 00'erne var med til at grundlægge mægler-gruppen sammen med David Edwards, og i dag er CEO for gruppen.

Vil fordoble markedsandel

I dag omsætter Edge for 135 mio. norske kroner og sidder ifølge Tom Midttun på godt 2,5-3 pct. af verdensmarkedet. Målet er at fordoble det i løbet af de kommende år. Og det skal blandt andet ske via åbningen af nye kontorer verden over.

"Der findes ingen skandinaviske mæglere, som har taget en international rolle. Det er den position, vi har taget med hovedkontor i Bergen i Norge. Dernæst siger vi, at der ikke er noget i vejen for, at vi skal have en markedsandel på 5 pct. og altså en fordobling af det, vi har. Det vil vi gøre gennem nye etableringer som eksempelvis i Danmark. Og det skal ske via et fokus på special risk, hvor det drejer sig om en kommerciel mulighed for et rederi, eller en trussel, som de ikke var klar over," forklarer Tom Midttun, der efter interviewet skulle til Kina for at undersøge muligheden for at etablere endnu et kontor her.

Gruppen har 350 klienter og håndterer 3.200 skibe til en værdi af 60 mia. dollars. Ifølge ShippingWatchs oplysninger tæller kunderne i dag bl.a. BW-gruppen, Evergas, GC Rieber, Gearbulk og Klaveness.

En flygtningelejr for mæglere

Edge arbejder ud fra en mindre bemanding med 5-10 ansatte på kontorerne, som bliver støttet af gruppen, der sidder i Bergen i Norge. Modsat de store internationale mæglerhuse, der ifølge Tom Midttun belaster sine driftsorganisationer med op til 25 pct. af indtægterne i gruppeomkostninger, arbejder Edges internationale gruppe med en omkostning svarende til tre pct. af mæglernes indtægt.

"Vi vil gerne være en slags flygtningelejr for mæglere, som vil fokusere på mægling, der kan finde ly i vores netværk. Det kan være små og mellemstore mæglere, som ser, at det bliver hårdere og hårdere, og som ikke ønsker at arbejde for de store. Vores teori er, at vi kan tiltrække den type selskaber, som ønsker en sikker havn," siger han.

Selv har Midttun svært ved at udpege de største konkurrenter, da det er forskelligt fra verdensdel. Men mange af de store som Marsh, Willis og Aeon har alle en enhed, der arbejder med shipping. Edge er kun marine og special risks, og det gør en forskel, mener Tom Midttun.

Han peger på, at ingen andre interesser spiller ind, når der skal træffes beslutninger. Italienske Cambiaso Risso er ligesom Edge, mens Midttun i Skandinavien fremhæver Willis som en dygtig konkurrent.

Hvor rederierne år tilbage var mest tilbøjelige til at forsikre skibene, har den globale udvikling føjet endnu et perspektiv til forsikringsmarkedet. I dag vil rederierne gerne have en strategiske rådgivere til at håndtere de mange papirer og ikke mindst nye trusler, der er dukket op, forklarer han. Noget som Trump, Brexit, uro i Mellemøsten og Nordkoreas missilraslen blot har bidraget til.

"Vi plejer at sige, at vi lever i en tidsalder med disruption," siger han.

Specialiseret mægler etablerer sig i København

Clarksons går frem i vanskelige shipping- offshoremarkeder

Maersk Broker opruster på offshore

Forsiden lige nu

Forsvaret indkalder nye vidner i Monjasa-sagen

Forsvaret har indkaldt en hidtil ukendt bunkerdirektør og en tidligere medarbejder fra et omstridt skattelyselskab i ankesagen mod bunkervirksomheden Monjasa. Det er stifter Jan Jacobsen selv, som har fundet frem til vidnerne og skaffet nye dokumenter i sagen.

Seneste Services

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere