Blue Water Shippings ejer og fungerende adm. direktør Kurt Skov træder i 2016 på bremsen og vil i stedet for ekspansion koncentrere sig om at styrke det økonomiske resultat og kerneforretningen hos shipping- og logistikselskabet.

Det siger Kurt Skov i den seneste udgave af Blue Water Shippings eget magasin Blue Water News, hvor han betegner 2015 som et "resultatmæssigt lidt kedeligt" år med moderate budgetter for 2016.

"Blue Water er vokset markant de seneste år, og jeg ønsker, at Blue Water skal fortsætte sin positive udvikling. Men efter et resultatmæssigt lidt kedeligt år og moderate budgetter for 2016 vil vores primære indsats i år være at styrke vores økonomiske resultat frem for øget ekspansion," siger Kurt Skov.

Ny chef for Blue Waters største division  

Blue Water Shippings tidligere adm. direktør Kim Hedegaard Sørensen forlod pludselig virksomheden i januar i år efter tre år på posten. Ifølge forklaringer fra såvel Kurt Skov som Kim Hedegaard Sørensen skyldtes bruddet en grundlæggende uenighed om virksomhedens fremtidige strategi. Kim Hedegaard Sørensen lagde aldrig i sin tid i Blue Water Shipping skjul på, at dagsordenen var vækst.

 

"Vi er i gang med at investere meget store penge i forbedringer af vores organisation og setup, bl.a. nye IT-systemer og ny kæmpeterminal i Taulov. Samtidig påvirkes nogle af vores aktiviteter af den lave oliepris og økonomisk uro på flere vigtige handelsmarkeder som Kina, Rusland og Sydamerika. Så derfor vil jeg gerne konsolidere," siger Kurt Skov, der tirsdag oplyste til ShippingWatch, at processen med henblik at finde en ny adm. direktør indledes tidligst i efteråret 2016.

Blue Water Shipping offentliggør sit 2015-regnskab i maj. 

i 2014 øgede Blue Water Shipping med hovedsæde i Esbjerg sit resultat med 80 procent til 63 millioner kroner, mens omsætningen voksede med 11 procent til 4,98 milliarder kroner.

Kurt Skov: Ingen hastværk med ny topchef

Topchef forlader Blue Water Shipping efter strid med ejer

Blue Water Shipping skruer op for væksten i 2015