Det globale marked for transport er meget fragmenteret - og Asien er ikke en undtagelse. Det er Kanyarad Julhiran godt klar over - og hendes opgave er at sætte den danske transportkoncern DSV Air & Sea på kortet i Thailand.

Kanyarad Julhiran har været øverste chef for selskabet i Thailand i fire år. Og da hun begyndte i jobbet i den thailandske hovedstad, Bangkok, var der ikke mange af hendes kolleger eller tidligere kunder fra transportselskabet Schenker, der kendte til den danske koncern.

"Herude er der ikke mange, der har hørt om DSV. Langt de fleste troede, at jeg skulle til at starte som direktør i franske SDV," siger Kanyarad Julhiran i et interview med Ritzau Finans.

"Lige nu er vi med i top 20 over transportselskaber, men vi skal længere op," siger direktøren.

Skal kunderne kende til DSV, er det vigtigt, at det er for det gode. At det er her, man får en god service, der ligger lidt ud over det sædvanlige.

Og det er de ansatte på kontoret, kunderne først møder. Derfor gik Kanyarad Julhiran i gang med at efteruddanne de ansatte, så kvaliteten af medarbejdernes viden og kunnen er den bedste i branchen.

"Alle kan levere en service til kunderne - det, vi skal adskille os på, er den tætte kundekontakt. Og det var, hvad jeg tog fat på det første år, jeg var ansat hos DSV. Blandt andet er de ansattes engelske er blevet forbedret, fordi det er vigtigt, hvis man vil have en international forretning," siger hun.

Mens DSV er en forkortelse af det tidligere navn: De Sammensluttede Vognmænd, så har de tre bogstaver fået en anden betydning for den thailandske direktør.

"For mig står DSV for: Drive, Share og Value. De ansatte skal have et "drive", hvis de skal arbejde her, vi skal dele ud (share) af vores viden, og så skal vi skabe værdi for både vore ansatte og vore kunder," lyder det fra direktøren.

Kanyarad Julhiran har et mål om en vækst set over de kommende fire til fem år på 20 pct. Selv om det lyder ambitiøst, er det langt fra, hvad hun har præsteret i selskabet indtil nu. Siden hun kom til i 2011, er selskabet vokset med 70 pct.

"Væksten er kommet ved, at jeg hvert år har sat et mål for, at der skulle et nyt tiltag til. Da jeg startede, havde vi eksempelvis ikke et logistisk hub. Det fik vi i 2014," siger hun.

"Den thailandske forretning afhænger meget af den europæiske og den amerikanske økonomi. De seneste to år er økonomien i denne region dog blevet boostet en del," siger Kenyarad Julhiran.

Men der er også store forhindringer på vejen i at nå de ambitiøse mål. Kunderne efterspørger hele tiden de laveste priser for de den transport, som deres varer skal gennem. Og den lave oliepris har også betydet, at kunderne i lidt højere grad forsøger at presse den pris, de skal betale for at få en vare bragt fra A til B.

"Det er mest i forbindelse med transport af varer lokalt, at vi oplever det. Men vi kan efterhånden ikke komme meget længere ned i pris. Derfor går vi nu efter at få kunderne til at bruge os til hele løsninger, så vi overtager så meget af arbejdet med at transportere varer som muligt," siger Kanyarad Julhiran.

"Her i år er en af mine planer, at vi skal levere varer direkte til slutbrugeren, som var det en pizza, der blev bragt ud. Det kan vi gøre her i Bangkok, da det ikke er dyrt at køre en vare ud til forbrugeren på en motorcykel. Det vil også være med til at øge kendskabet til os," siger direktøren.

UTI-aktionærer godkender DSV-opkøb  

DSV er ikke længere storaktionær i sig selv

DSV sælger aktier for fem mia kr til opkøb