Svitzer kan i næste uge blive ramt af arbejdsnedlæggelser i en række australske nøglehavne, hvor det Maersk-ejede slæbebådsselskab opererer. Fagforeningen AIMPE har udsendt varsel om 12-timers arbejdsnedlæggelser den 12. og 13. januar i fem havne, heriblandt Sydney, Brisbane og Melbourne.

Siden oktober har tre maritime fagforeninger forhandlet med Svitzer Australie, der er rederiets største enkeltmarked, om en ny overenskomst for 2016, hvoraf de to principielt har sagt god for overenskomsten. Men fagforeningen AIMPE, Australian Institute of Maritime and Power Engineers, har afvist forslaget til en ny fire-årige enheds-overenskomst, der skal dække alle grupper af ansatte. Den gamle overenskomst udløb 31. december 2015.

Martin Byrne, der er sekretær i AIMPE, siger til australske medier, bl.a. Sydney Morning Herald, at arbejdsnedlæggelserne vil have de største konsekvenser i havnene i Melbourne, Geelong, Newcastle og Sydney, hvor Svitzer er den eneste operatør.

"Vi ønsker at bevare vores position, hvor vilkårerne især for maskinsmestre (engineers, red.) ligger inden for vores kompetencer og indflydelse og ikke andres," siger han til det australske nyhedsmedie.

Foreløbig er der kun udsendt et varsel om arbejdsnedlæggelser, der omfatter omkring 200 af fagforeningens medlemmer.

Svitzer skriver i en meddelelse, at forslaget til en ny overenskomst med de ansatte ombord på rederiets skibe er sund fornuft og vil give præcis samme beskyttelse for medlemmer af AIMPE, som de altid har haft.

"Svitzer vil fortsætte bestræbelserne på at sikre en fireårige aftale," skriver rederiet.

Det australske marked har været en voldsom udfordring for flere slæbebåds- og bjærgningsselskaber, også for Svitzer, hvor eksempelvis det Hongkong-baserede Pacific Basin har solgt sine aktiviteter med betydelige tab.

Svitzer købte tilbage i 2007 australske Adsteam og har siden måtte nedskrive et milliardbeløb på investeringen.

Et andet stort Maersk-selskab, APM Terminals, er i øjeblikket ramt af arbejdsnedlæggelser i Rotterdam.

Svitzer klar til australsk projekt med nye øko-skibe

Svitzers australske hovedpine begynder at gøre ondt

Købet af Adsteam koster Svitzer 357 mio USD  

Frygt for langvarig strejke i Rotterdam Havn