Partner og grundlægger af analysevirksomheden SeaIntel, Lars Jensen, etablerer nu endnu en virksomhed inden for det maritime område. Sammen med Morten Schenk, der er cyber security analytiker ved Forsvaret, lancerer han virksomheden CyberKeel, der vil rådgive maritime virksomheder i cyber-sikkerhed, hvor, Lars Jensen mener, behovet er stort.

"Alle rederier har i dag en plan for, hvad de skal gøre, hvis der sker en ulykke på et skib. Men hvis alle deres computere bliver angrebet og går i sort, som man faktisk har set det hos store selskaber, er det de færreste, der ved, hvad de skal gøre. Mange har en politik om, hvordan de kan holde hackere udenfor. Men i dag er realiteten dén, at hackerne ofte allerede er indenfor. Så derfor handler det i højere grad om at opdage det og finde ud af, hvordan man forholder sig til det," forklarer Lars Jensen til ShippingWatch.

CyberKeel vil koncentrere sin indsats om rådgivningen af de maritime virksomheder. Bl.a. fortæller Lars Jensen, at Morten Schenks egenskaber bl.a. skal bruges til at vise virksomhederne, hvor let det er at komme helt ind til følsomme oplysninger.

Lars Jensen, der tidligere har arbejdet hos Maersk Line, peger på, at især den maritime industri kan være udsat for cyber-angreb, fordi den deler mange informationer på tværs af brancher (havne, ekspeditører, mæglere, rederier) og landegrænser.

Sidste år kom det frem, at  kriminelle i længere tid havde styret en del af containerfragten i Antwerpen Havn, efter at have hacket sig ind på havnens IT-systemer.

Havne: Mere sund fornuft i dansk terrorsikring

SeaIntel: Nye cyberangreb vil ramme containerindustri

Hackere kontrollerede Antwerpens containerhavn i flere år

Hacker-angreb sænker Søfartsstyrelsen