ShippingWatch

Maersk-aktierne falder til laveste niveau i fire måneder

Aktierne for Maersk ligger på det laveste niveau i de seneste fire måneder. Det skyldes måske, at to kreditbureauer har varslet en potentiel nedgradering af selskabet.

A.P. Møller-Mærsk-aktierne ligger fredag i bunden af det danske eliteindeks, C20 Cap, og investorerne har de seneste uger i det hele taget ikke haft den store begejstring for aktierne, som har sat kurs mod det laveste lukkeniveau siden 10. maj 2017.

Stemningen om aktierne kan være påvirket af, at de to bureauer, der officielt vurderer Mærsk-gruppens kreditværdighed, Standard & Poor's og Moody's, begge har varslet en potentiel nedgradering af selskabet oven på det annoncerede frasalg af Maersk Oil.

Derudover er fragtraterne raslet ned de seneste uger. Fredag kom det frem, at spotraterne på containerfragt ud af Asien var faldet for sjette uge i træk.

I denne uge faldt det såkaldte SCFI-indeks, der opgøres af Shanghai Shipping Exchange, med 3,5 pct. til 774,3, og dermed er indekset faldet med samlet 16,3 pct. set over seks uger.

Niveauet er samtidig det laveste siden 24. marts i år.

Indekset sammensættes på baggrund af spotprisen på fragt fra Shanghai til 15 destinationer i hele verden. Indekset bruges som indikator på rateniveauet for de store containerrederier som Maersk Line, MSC og CMA CGM.

Ses isoleret på spotpriserne for containerfragt på de tunge ruter mellem Asien og Europa, så faldt de ligeledes i denne uge, da de gik tilbage med 10 pct. til 812 dollar per tyvefodscontainer (teu).

Det skriver branchemediet Journal of Commerce, der henviser til data fra Shanghai Shipping Exchange.

Dermed er niveauet 13,9 pct. under niveauet på samme tidspunkt sidste år, hvor blandt andet konkursen hos Hanjin Shipping var med til at tage kapacitet ud af markedet og sikre højere fragtrater.

I forhold til kreditvurderingsinstitutternes vurdering af selskabet mener analytikerne i Exane BNP Paribas ikke, at man som Mærsk-investor skal frygte en mulig nedgradering.

Det ændrede syn på selskabet hos kreditvurderingsbureauerne skyldes udsigten til mangel på en modvægt til shipping-aktiviteterne, når Mærsk indkasserer de omkring 47 mia. kr. fra franske Total for sin olie- og gasdivision og som ventet kanaliserer mange af pengene videre til sine aktionærer.

Det ser Exane som en "ikke-sag", både fordi en nedgradering ikke får nogen umiddelbar effekt på Mærsks gældsprofil, og fordi kreditbureauerne er "tilbageskuende" og ikke indregner en ventet bedring i containerbranchen, hvilket vil hjælpe Maersk Line.

Exane bemærker samtidig, at den stigende frygt for stigende overkapacitet på grund af rygter om nye skibsordrer fra nogle af Maersk Lines rivaler er overdreven.

Mærsk-B-aktien ligger fredag ved 13-tiden 1,7 pct. lavere i 12.100 kr. Hidtil i år er aktien dog steget 7,4 pct.

Maersk kan få endnu et hug i kreditværdigheden

Maersk risikerer kredithug efter Oil-salg

Forsiden lige nu

Her er ugens bedste historier fra ShippingWatch

Monjasa-retssagen rullede videre, mens tre store danske rederier aflagde regnskab, Torm annoncerede ansøgning om børsnotering i New York, og regeringen kom med vækstpakke i løbet af ugen. Alt sammen noget, der blev til overskrifter på ShippingWatch.

Seneste Rederier

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere