De 12 migranter, som har været strandet ombord på en DFDS-færge i en måned, bør sættes af Ukraine.

Det siger en ekspert i menneskerettigheder til DR Nyheder.

"Ukraine er et oplagt sted at tage dem hen, da det er næste anlægshavn. Men konkret afhænger det af, hvor hurtigt de bliver opdaget. Hvis man opdager dem ret hurtigt, inden man har forladt territorialfarvandet, kan man overveje at vende tilbage," siger Thomas Gammeltoft Hansen, der er forskningschef på Raol Wallenberg Institut for Menneskerettigheder og Humanitær Ret, til mediet.

Sagen begyndte for cirka fire uger siden, da de 12 unge mænd blev opdaget ombord på DFDS-færgen Kaunas, som sejler mellem Tyrkiet og Ukraine. Mændene hævder selv, at de er fra Palæstina, men ifølge DFDS er de migranter fra Marokko og Algeriet.

De har dog ingen identifikationspapirer, og derfor har både Tyrkiet og Ukraine afvist at tage imod dem. Det betyder, at de er strandet på færgen, hvor deres voksende frustration har betydet, at DFDS har valgt at spærre dem inde i deres kahytter og ansætte ubevæbnede sikkerhedsvagter til at skabe ro og orden.

"Det er i sig selv en tragisk situation med de her migranter eller flygtninge, men det er også en yderst vanskelig sag for vores besætning. Der har været - ikke voldelige - men faretruende episoder med de her stærkt ophidsede mennesker, som har fundet ud af, at de ikke var på vej til EU, fordi ingen vil tage dem i land, og de vil ikke tilbage til Tyrkiet. Det har skabt en meget spændt situation," sagde rederiets topchef Niels Smedegaard i et interview med ShippingWatch for lidt over en uge siden.

DFDS har nu taget kontakt til myndighederne i flere lande og arbejder på at finde en løsning på situationen.

Smedegaard om migranter: Det er en helt uholdbar situation

Migranter strandet ombord på DFDS-færge i ugevis

Besætning afhørt om deres indsats under tragisk forlis