Et piratangreb er fundet sted ud for Nigerias kyst, skriver flere medier, blandt andet det marrokanske H24info.

Natten mellem 29. og 30. juli blev skibet Oya1 angrebet i Guineabugten ud for Nigerias kyst. I alt fem besætningsmedlemmer, heriblandt to marokkanske officerer, blev kidnappet ifølge mediet. Skibet satte afsted fra Takardi i Ghana 27. juli.

Ifølge H24info sejler skibet under panamansk flag og er ejet af et congolesisk selskab.

Antallet af angreb fra pirater nåede tæt på et femårigt lavpunkt i andet kvartal 2017, viste tal fra International Maritime Bureau (IMB) for nylig. I alt 87 piratangreb blev rapporteret i første halvår 2017 mod 97 angreb i samme periode sidste år.

Alligevel understregede IMB, at især somaliske pirater på den afrikanske østkyst fortsat udgjorde en væsentlig trussel mod den kommercielle skibsfart i området.

Piraterne er tilbage ved Somalia  

IMB: Pirateri tæt på femårigt lavpunkt

Udgifterne til bekæmpelse af pirateri stiger igen