USA's nye sanktioner mod Rusland slukker håbet om et bedre forhold til USA's præsident, Donald Trump, og hans administration.

Det er dødsstødet for håbet om at forbedre vores forhold til den nye amerikanske administration

— Dmitrij Medvedev, Ruslands premierminister
Sådan lyder det fra den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, efter at den amerikanske præsident onsdag har underskrevet loven, og sanktionerne dermed træder i kraft. 

"Det er dødsstødet for håbet om at forbedre vores forhold til den nye amerikanske administration," skriver Medvedev ifølge nyhedsbureauet Tass på Facebook.

Han tilføjer, at de nye sanktioner er ensbetydende med en åben handelskrig.

Dmitrij Medvedev forklarer, at Rusland således vil fortsætte sit arbejde med at udvikle sin økonomi, ligesom at landet først og fremmest vil tage fat på statslige opgaver.

"Vi har i de senere år lært, hvordan det skal gøres i næsten lukkede finansielle markeder," udtaler han.

Rusland vil forbeholde sig retten til at svare igen, lyder det fra den russiske premierminister.

Trump-administrationen har med sanktionerne demonstreret, at den er "magtesløs" over for den amerikanske kongres, mener Medvedev.

"Sanktionerne vil blive bevaret i årtier, medmindre et mirakel sker," skriver han på Facebook.

"De har en dominerende karakter og kan ikke forsinkes af et præsidentielt dekret uden Kongressens samtykke."

Donald Trump selv har tøvet med at sætte sin underskrift på loven. Og umiddelbart efter underskrivelsen sagde Trump, at der er "betydelige mangler" ved sanktionerne.

Sanktionerne er mere populære i Trumps eget parti, Republikanerne, der med stort flertal stemte dem igennem Kongressen i sidste uge.

"I sin iver efter at få dette lovforslag igennem har Kongressen inkluderet et antal tydeligvis forfatningsstridige bestemmelser," sagde Trump efter underskrivelsen.

Han hentyder blandt andet til begrænsninger i præsidentens muligheder for at føre udenrigspolitik, skriver nyhedsbureauet AFP.

Intermarines topchef stopper øjeblikkeligt

Hapag-Lloyd og Hamburg Süd kan miste sydamerikansk særaftale

Investeringsfond opkøber containerflåde af tyske Hartmann