Der bliver ikke tale om den enorme fremgang for Maersk Line, som markedet forventer. Det er holdningen hos Handelsbanken, der har et af de mere skeptiske syn på indtjeningsudsigterne i A.P. Møller-Maersks containerrederi.

Maersk-koncernen har lovet en forbedring i indtjeningen på 1 mia. dollars i Maersk Line i år i forhold til 2016 - også selv om rederiet gik fra overskud til underskud i første kvartal. Men fragtraterne er i bedring, lovede Maersk-ledelsen, og aktiemarkedet har hidtil vist tiltro til de løfter.

Beskeden volumenvækst

Vi vurderer, at markedets indtjeningsestimater for Maersk Line er for optimistiske, og vi ser derfor risiko for skuffelser forude,

— Handelsbanken
Handelsbanken ser dog anderledes på sagerne.

"Vi vurderer, at markedets indtjeningsestimater for Maersk Line er for optimistiske, og vi ser derfor risiko for skuffelser forude," skriver banken i en kommentar tirsdag.

"Volumenvæksten vil efter vores vurdering kun blive beskeden i år (indtil videre kun 1 pct. i år). Samtidigt kommer der ny kapacitet på markedet, hvilket vil lægge pres på fragtraterne. Herudover presser stigende brændstofomkostninger indtjeningen," argumenterer Handelsbanken.

Banken forventer også, at tilgangen af ny kapacitet vil fortsætte med at presse rederiernes indtjening i 2018 - måske endda i endnu højere grad.

Handelsbanken fastholder derfor sin pessimistiske anbefaling af Mærsk-aktien, som lyder "reducér." Kursmålet blev senest oplyst til 10.800 kr. ifølge data fra Bloomberg.

Til sammenligning koster en Maersk B-aktie 12.970 kr. tirsdag middag på børsen i København.

Jefferies ser stort potentiale

Bankens vurdering adskiller sig dermed væsentligt fra Jefferies. Her lød forventningen for nylig fra investeringsbanken, at resultatet for 2017 for Maersk Line vil blive forbedret med hele to mia. dollars - dobbelt så meget, som CEO Søren Skou i Maersk Line tidligere har udtrykt forventning om.

Jefferies vurderede ved den lejlighed, at efterspørgslen vil stige med 5 pct. på containertransport. Sammenholdt med et ophugningsniveau på 3,5 pct. vil det tage en god bid af overkapaciteten på det hårdt plagede containermarked, lød det herfra.

Jefferies forventer markant forbedring af Maersk Lines årsresultat  

Maersk Line udsætter nødløsning i Qatar-konflikt

Maersk Line låner penge ud til kundernes containerfragt