Den danske regering er i fare for at blive underkendt af EU-Kommissionen med sine forslag om at gennemføre mere gunstige skattevilkår for virksomheder, der arbejder i olie- og gasindustrien og med opsætning af havvindmøller i Nordsøen.

Det erkender erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) over for ShippingWatch.

"Jeg er både irriteret og meget ærgerlig over, at vi endnu ikke har fået EU-Kommissionens godkendelse. Der er en risiko for, at det ikke vil ske, men vi kæmper stadig for det, og der er ikke truffet en afgørelse endnu," siger Brian Mikkelsen.

Ministerens appel til Vestager

Et flertal i Folketinget anført af især Konservative blev i december 2015, for 16 måneder siden, enige om at udvide den gunstige tonnagebeskatning til også at omfatte danske boreskibe og borerigge. Men et lovforslag kan ikke træde i kraft, før EU-Kommissionen som øverste myndighed i spørgsmål om statsstøtte giver sit tilsagn, og det er endnu ikke sket.

Vi gør det her, fordi vi synes, der er et vækstpotentiale.

— Brian Mikkelsen, erhvervsminister.

Brian Mikkelsen rykkede i januar i år EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager for en afgørelse i sagen om den danske tonnagebeskatning. Det skete med en appel om, at EU-Kommissionen snarest muligt giver Danmark mulighed for at udvide ordningen, så regeringen kunne fremsætte et lovforslag i februar i år.

Minister presser EU for skattelempelser i Nordsøen  

I samme henvendelse til Margrethe Vestager gødede Brian Mikkelsen jorden for en senere udvidelse af den danske DIS-ordning, så ansatte ombord på fartøjer i offshoreindustrien i Nordsøen og i lighed med oceangående skibe i Dansk Internationalt Skibsregister får udbetalt en nettoløn, hvor rederne beholder skatten som statsstøtte.

"Det er et problem, at der er gået så lang tid, fordi vi gerne vil have mere vækst og udvikling på det maritime område. Vi gør det her, fordi vi synes, der er et vækstpotentiale, og vi har jo besluttet os for at gøre det (udvidet tonnagebeskatning, red.), og vi har sat penge af til det. Og der er tale om en meget begrænset omkostning for staten," siger Brian Mikkelsen.

Maritime statsstøtte under EU-lup

Han tilskriver den lange sagsbehandling i Bruxelles og den manglende godkendelse til Danmark med, at EU-Kommissionen kører sideløbende sager i andre medlemlande om maritime statsstøtteordninger.

Bl.a. i Grækenland, verdens formentlig største søfartsnation målt i tonnage, der trues af en retssag ved EU-domstolen, fordi landet ifølge Kommissionens opfattelse er gået for vidt med skattelempelser til søfarten, der går langt ud over det tilladte:

"Jeg gætter på, at der fra EU-Kommissionens side vil være meget signalværdi i, at en blå nation som den danske får yderligere lempelser, mens der kører parallelsager andre steder i EU," vurderer Brian Mikkelsen.

Udfordring af EU-system

Henrik Mørch, direktør i EU-Kommissionens konkurrencedirektorat, gav i oktober 2016 udtryk for, at flere EU-lande udfordrer den gunstige tonnageskat og udvider ordninger, så aktiviteter også uden for shipping nyder godt af statsstøtte til søfarten.

Vi mener, vi vil se flere tilfælde, men vi følger udviklingen nøje for at finde den rette balance, der tager hensyn til søfarten.

— Henrik Mørch, direktør i EU-Kommissionen, i oktober 2016.

Henrik Mørch pegede på olierigge, olieplatforme, uddybningsfartøjer og fortjenester på salg af skibe, som flere EU-lande forsøger at få ind under tonnagebeskatning.

Det er et særligt problem i sydeuropæiske medlemslande, selv om også andre lande også forsøger at udvide skatteordningen. Ifølge Henrik Mørch har EU-Kommissionen haft vanskelige diskussioner med medlemslande om, hvad der er rendyrket maritim søtransport, og hvad der ikke er:

"Vi mener, vi vil se flere tilfælde, men vi følger udviklingen nøje for at finde den rette balance, der tager hensyn til søfarten og samtidig sikre effektiv konkurrence i markedet," udtalte Henrik Mørch.

Skatteministeriet ved ikke hvad tonnageskatten koster  

En udvidelse af DIS og dermed nettolønsordningen for ansatte i Nordsøen forventes at indgå i den rapport, som regeringens vækstteam sammen med erhvervsminister Brian Mikkelsen fremlægger den 21. april.

Regeringen får politisk støtte til bedre skattevilkår i Nordsøen  

Brian Mikkelsen: Jeg vil interessere mig særligt for DIS  

Socialdemokratiet stiller krav til udvidelse af DIS  

Dansk Folkeparti klar med sin egen blå vækstplan