Problemerne inden for både shipping og oliebranchen får nu arbejdsløsheden blandt navigatører til at stige til det højeste niveau i ti år.

Ifølge fagforeningen Søfartens Ledere var ledigheden blandt medlemmerne på 5,06 pct. ved udgangen af januar. Det er første gang i et årti, at ledigheden sniger sig over fem pct.

"Den høje ledighed skyldes primært de lave fragtrater, der presser både container- og tørlastsegmentet, og den lave oliepris som har ramt offshoresektoren meget hårdt, også i Norge," siger Peter Friis Jespersen, job- og karrierekonsulent i Søfartens Ledere, i en meddelelse på foreningens hjemmeside.

Massefyring i Maersk Supply Service rammer officerer hårdt  

Han forventer, at ledigheden vil fortsætte med at være høj, da mange af de seneste års nedskæringer først slår igennem nu.

"Når vi kommer ind i april, vil mange af de opsagte medlemmer i for eksempel Maersk Supply Service dukke op i ledighedsstatistikken, da deres opsigelsesperioder udløber der. Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe dem i den situation, de står i, men desværre vil ikke alle fortsætte direkte videre i ny beskæftigelse," udtaler Peter Friis Jespersen.

Da ShippingWatch talte med Søfartens Ledere i december, lå ledigheden på 3,5 pct. I samme periode af 2015 lå tallet på 1,8 pct., oplyste fagforeningen dengang.

"Dagen efter fyringen blev jeg ringet op af et rederi"

"Mange tidligere kolleger spørger mig, om jeg ved, hvor der er arbejde"

Lasse troede at et job hos Maersk var for evigt

Efter halvåndet år med fyringer: Stemningen er trykket

Navigatører mister 4000 kr om måneden på Esvagt-aftale