Seaspan, der lever af at leje containerskibe ud, melder om øget omsætning, en voksende flåde og et forbedret resultat for 2015 sammenlignet med året forinden. Det fremgår af årsregnskabet offentliggjort tirsdag.

I 2015 steg Seaspans omsætning med 14,2 procent fra 717,2 millioner dollars i 2014 til 819 millioner dollars (5,5 milliarder danske kroner, red.) i 2015. I samme periode steg driftsresultatet til 687,5 millioner dollars svarende til 4,7 milliarder danske kroner fra 593,6 millioner dollars i 2014. Det svarer til en forbedring på 15,8 procent.

Fremgangen skyldes ifølge Seaspan, at flåden af containerskibe er vokset i løbet af 2015, hvor otte nybygninger blev leveret i fjerde kvartal. Samtidig er det lykkedes at opnå en høj kapacitetsudnyttelse på 98,5 procent for skibene i løbet af året.

Gerry Wang, Seaspans CEO, peger på "selskabets stabile og forudsigelige forretningsmodel" som årsag til de gode resultater og kan samtidig glæde sig over, at selskabets samlede flåde af udlejede skibe og skibe i management i løbet af året rundede 100.

"Med leveringen af to 10.000 teu og seks 14.000 teu containerskibe i 2015 opnåede Seaspan stærk vækst i omsætning og indtjening per aktie for både hele året og fjerde kvartal," siger han.

Ejere af containerskibe presses hårdt i 2016  

Og den forretning skal udbygges, lyder det fra topchefen.

"Vi fortsætter med at indgå aftaler om langtidskontrakter med faste rater med kunder med høj kreditvurdering, hvilket frem mod årets udgang har givet os en ordrebog med en omsætning på seks milliarder dollars," siger Gerry Wang.

I en analyse fra Alphaliner i slutningen af sidste år, lød det, at netop 2015 var et hårdt år for selskaber som Seaspan og Rickmers, der lejer skibene ud til rederierne. Samlet set mistede de syv børsnoterede udlejere af containerskibe 48 procent af deres markedsværdi sidste år, mens også indtjeningen blev ramt af markante ratefald og et dyk i skibenes værdi ved videresalg.

Seaspan har da også polstret sig til fremtiden ved at rejse 1,4 milliarder dollars, så der er tilstrækkelig "finansiel fleksibilitet" til fremtiden.

Selskabet lejer 85 skibe ud på faste rater og har yderligere 15 i management.

Seaspan-CEO: Kinesiske lån alt for dyre

Seaspan henter milliardaftale med kinesisk bank