Den norsk-cypriotiske shippingmagnat John Fredriksen har solgt en tredjedel af sin majoritetspost i fiskerikoncernen Marine Harvest for i alt 510 millioner dollars svarende til  3,9 milliarder danske kroner.

Det skriver Bloomberg onsdag, og transaktionen kommer på et presset tidspunkt for Fredriksen, hvis formue er styrtdykket 40 procent i de seneste 18 måneder i takt med den dalende oliepris og nu ligger på omkring 10,6 milliarder dollars.

Marine Harvest er verdens største lakseopdrætter, og værdien af Fredriksens investeringer i fiskegruppen er steget med 50 procent i en udvikling, der har modvirket en del af faldet i milliardærens andre og hovedsagligt shippingrelaterede forretninger.

Marine Harvests aktiepris lå tirsdag på 126 NOK stykket på børsen i Oslo, hvilket ifølge nyhedsbureauet er det højeste niveau siden oktober 2003. Det betød også, at Marine Harvest inden aktiesalget var John Fredriksens mest værdifulde investering.

John Fredriksens shippinginteresserer er gennem især boreselskabet Seadrill stærkt eksponeret til de ekstremt pressede olie- og gasmarkeder, mens tørlastrederiet Golden Ocean døjer med det historisk lave tørlastmarked.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Og præcis Seadrill, som Fredriksen ejer 24 procent af, kan koste penge, da selskabet i disse dage arbejder på en finansieringsplan, der ventes klar 1. juni og sandsynligvis vil inkludere en kapitalindsprøjtning på om mod en milliard dollars, skriver Bloomberg.

Vil skære for milliarder

Nordea vurderede i januar, at Seadrill umiddelbart var i stand til at dække renter og afskrivninger fra driften, men ikke tilbagebetalingen af 948 millioner dollars i obligationslån og banklån på 1,2 milliarder dollars.

"Seadrills gældsstruktur har været baseret på en antagelse af, at bull-markedet ville vare ved. Dets eksistens er nu truet af et isbjerg af gæld, er nærmer sig," sagde Nordea-analytiker Janne Kvernland ifølge Bloomberg dengan og konkluderede, at Seadrills fremtid afhænger af velvilje fra kreditorerne.

I kvartalsregnskabet for fjerde kvartal 2015 annoncerede Seadrill en ny og storstilet sparerunde i 2016.

"For 2016 har vi identificeret yderligere 260 millioner dollars (1,76 milliarder danske kroner) i mulige besparelser i forhold til besparelserne i 2015. Vi fortsætter med at fokusere på at reducere antallet af ansatte, besparelser på forsikring, bedre priser fra underleverandørerne, rejseomkostninger og kompensationsomkostninger, " fremgik det af kvartalsregnskabet i sidste uge.

Seadrill kom ud af fjerde kvartal med et mindre fald i omsætningen på 2,6 procent til 959 millioner dollars mod 983 millioner dollars i tredje kvartal 2015.

Seadrill-CEO holder gældsmøder med Fredriksen hver uge

Seadrill får pusterum med udskudte boreskibe

John Fredriksens formue næsten halveret

John Fredriksen selskab trak Oslo Børs ned i 2015