Nedskrivningerne falder hos Danmarks Skibskredit, der har fremlagt årsregnskab, og trods et dårligt resultat på de finansielle markeder klarer den maritime udlåner sig fint på bundlinjen.

Netto rente- og gebyrindtægter falder fra 934 mio. kr. i 2014 til 906 mio. kr. i 2015-regnskabet. Bag det ligger der en stigning i renteindtægter fra udlånsvirksomheden og et fald i gebyrindtægterne.

Kursreguleringerne er negative med 177 mio. kr. mod en indtægt på 123 mio. kr. for et år siden. Koncernen ligger især inde med dansk realkredit, skriver den, og det har ikke været en god forretning.

Nedskrivningerne beløb sig til -46 mio. kr. Set i forhold til en udlånsbog på 43 mia. kr., er det et meget beskedent tab. I 2014 var nedskrivningerne en indtægt på 1,1 mia. kr. på grund af ekstraordinære forhold.

Årets resultat efter skat lyder på 413 mio. kr. mod 1,6 mia. kr. i 2014 - hvor nedskrivningerne altså gav en ekstraordinær indtægt.

Danmarks Skibskredit gør selv opmærksom på, at markedet for skibe ikke er det letteste at navigere på.

"Shippingmarkedet er stadig præget af, at flådevæksten de seneste år har været væsentlig større end stigningen i efterspørgslen efter søtransport. Overudbuddet af skibe blev ikke absorberet i 2015," skriver koncernen.

 

Danmarks Skibskredit kvitter samarbejde med Moody's

Skibskreditten venter mindre overskud for 2015

Medie: Fond vil have Novo med i køb af skibskreditten