I en tidligere version fremgik det, at HMM har solgt sin tørlastsektion fra. Dette er ikke korrekt og rettet til en del af tørlastforretningen. ShippingWatch beklager.

Den pressede shippingkæmpe Hyundai Merchant Marine får den statslige udviklingsbank Korean Development Banks støtte til at komme igennem en likviditetskrise, der ellers truer hele genopretningsprocessen for konglomeratet.

Det skriver Shipping Gazette.

Ifølge CEO Paik Hoon Lee har konglomeratet allerede solgt omfattende aktiver fra for at rejse penge nok, indtil restruktureringsplanen begynder at skæppe tilstrækkeligt i kassen til den videre drift. Og KDB har angiveligt tillid til, at restruktureringsplanen er troværdig nok til, at man vil belønne gruppens appel om tålmodighed og støtte konglomeratet yderligere ved at hjælpe med likvider, mens restruktureringsplanen står på.

"Efter en grundig gennemgang af Hyundai-gruppens plan finder vi, at den ser overlevelsesdygtig og troværdig ud og er omfattende nok til at kunne hjælpe Hyundai Merchant Marine genrejse sin finansielle struktur og opnå normal drift, hvis implementeret rigtigt," skriver banken ifølge Shipping Gazette.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Og det er også holdningen hos HMM CEO Paik Hoon Lee.

"Når først restruktureringen er helt færdiggjort, vil HMM blive forvandlet til et veldrevet selskab," siger han.

Brugte sin størrelse

Selskabet har skruet på mange forskellige håndtag for at få vendt det store foretagende til en bedre forretning.

ShippingWatch beskrev tidligere i februar, hvordan ledelsen i et brev henvendt til alle sine forretningspartnere truede med at gå i betalingsstandsning medmindre både de containerrederier og bulkrederier, der har indgået charteraftaler med HMM, er villige til at indgå nye og vel at mærke meget billigere lejeaftaler.

Koreansk shippingkæmpe truer partnere med kollaps  

Derudover har konglomeratet solgt aktiver fra. Herunder en del af selskabets tørlastforretning, Dedicated Business, til en værdi af 100 millioner dollars, og bestyrelsesforkvinden Hyun Jeong-eun har lovet at donere 25 millioner dollars af sine egne midler. Der bliver udstedt seks millioner nye aktier til en samlet værdi af 25 millioner dollars. Her har samme bestyrelsesforkvinde på vegne af sig selv og sin mor lovet at opkøbe en del af aktierne.

Også Busan New Port Terminal og Hyundai Securities er ved at blive solgt fra.

Det forlyder i øvrigt fra CEO Paik Hoon Lee, "at restruktureringsplanen går som planlagt".

Koreansk shippingkæmpe vil sælge tørlastdivision  

Koreansk shippingkæmpe truer partnere med kollaps

Korea pumper milliarder i kriseramt shipping