Rederiet Scandlines har blæst til angreb mod Femern-forbindelsen.

Søren Poulsgaard Jensen, adm. direktør i Scandlines, nægter at sidde på hænderne, mens Femern-forbindelsen i en langstrakt proces bliver diskuteret blandt de danske og tyske politikere. Derfor har Scandlines ført en massiv lobbyindsats mod Femern-forbindelsen, som af en ekspert bliver omtalt som "usædvanlig"

Er det normalt, at en privat virksomhed som Scandlines fører så aggressiv en lobbyindsats?

"Nej, det tror jeg ikke. Men vi befinder os også i en usædvanlig situation, hvor der kommer en konkurrent, der er ejet af politikerne, og samtidig har den forudsætning, at vi lukker. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der har oplevet før. Vi har 1.500 medarbejdere. Vi bliver nødt til at gøre noget, også selv om det er usædvanligt," siger Søren Poulsgaard Jensen.

Hvor mange ressourcer har I brugt på lobbyindsatsen i forhold til Femern?

"Hvis jeg siger, at vi har en håndfuld lobbyister løbende, så passer det nogenlunde. Vi er ikke et særligt stort selskab, når det kommer til stykket, så det har været en nødvendighed at hyre hjælp udefra."

Hvor mange penge har I brugt på jeres lobbyindsats?

"Vi har faktisk ikke opgjort det. Men selv om vi havde, ville jeg nok ikke fortælle dig det."

I køber konsulentydelser af den tyske miljøorganisation Nabu, der også er modstandere af Femern. Hvorfor?

"Nabu laver partnerskaber med flere selskaber. Vi hyrede dem på det tidspunkt, hvor vi konverterede hele vores færgeflåde til hybridfæger. Vi Nabu og deres miljøeksperter til at rådgive os om, hvordan man gør det bedst muligt."

Ikke bange for tunnel

Hvorfor lige Nabu? Har der ikke været andre, der kunne udføre de her ydelser for jer?

"Jo, måske. Men vi får også et prædikat ved at bruge dem. Når Nabu som en miljøorganisation går ud og siger, at de samarbejder med Scandlines om at forbedre miljøet, synes vi det er en fantastisk ting."

Hvor meget spiller det ind, at I har en fælles modstander i Femern-projektet?

"Ikke noget i denne sammenhæng. Men vi anerkender, at vi har en fælles interesse. Vi vil gerne arbejde med Nabu uanset hvad. Men det er vist kun i Danmark, at det kan præsenteres som et problem, at man arbejder samme med en miljøorganisation."

I har jo nærmest monopol på overfarten over Femern Bælt. Er det ikke forbrugerne, der står tilbage som taberne, hvis det ender med, at Femern-forbindelsen ikke bliver bygget?

"Vi er ikke bange for, at der kommer en tunnel. Men vi er bange for, at der kommer en tunnel på et økonomisk grundlag, der ikke hænger sammen. Når trafikprognoserne, og antagelsen om at vi stopper med at sejle, viser sig ikke at passe, frygter vi, at man vil afvige markant fra de priser, man godkender projektet på. Det er konkurrence på skatteborgernes regning og misbrug af statsstøtte fordele. Hvis Scandlines bliver udkonkurreret, bliver der derimod monopol på strækningen da Sund & Bælt vil sidde med både Storebælt og Femern forbindelsen."

Hvorfor er I bekymret for det samfundsøkonomiske i Femern-projektet? I er en privat virksomhed og kan vel være ligeglade?

"De økonomiske forudsætninger er nøglen til at diskutere med EU og stille krav til, hvordan Femern skal opføre sig. Når man ønsker at give nærmest ubegrænset statsstøtte til projektet, skal vi bruge den økonomiske analyse til at sige, hvor sandsynligt det er, der kan opstå problemer. Derfor bør EU interessere sig for rammerne omkring statsstøtte."

Ser du nogen etiske problemer forbundet med, at I som privat virksomhed fører så aktiv en lobbyindsats mod en politisk proces?

"Nej, det synes jeg ikke, der er. At vi på lovlig vis kommer ind og fremfører et synspunkt, kan der ikke være noget galt i. Men af en eller anden grund er det odiøst, fordi vi gør det. Men hvad skal vi gøre anderledes? Vi bliver nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare sidde og vente på, at vi bliver lukket. I øvrigt er vi jo ikke alene om at søge ekstern hjælp – det gør Femern i høj grad også."

 

Opbakningen til Femern-forbindelsen vakler

Scandlines slanker færge med over 1000 tons

Scandlines vil rense færgers scrubber-vand i Gedser