Efter et 2015-resultat, der endte med et overskud på 3,1 milliarder dollars, som Maersk-gruppens CEO Nils Smedegaard betegner som tilfredsstillende, må konglomeratet nedjustere forventningerne til 2016 betydeligt. Men kommer dog ikke med tal på forventningerne.

Det fremgår af regnskabet for hele 2015, som er offentliggjort onsdag morgen.

Efter nedjusteringen på 600 millioner dollars for tre en halv måned siden i Maersk Line efterfulgt af afskedigelser af 4.000 ansatte har al opmærksomhed fra analytikere og den globale containerindustri på været rettet mod ledelsens forventninger til 2016. 2015 har været svært for både shipping- og olieindustrien, men de virkelige udfordringer kommer sandsynligvis først i år, mener de fleste.

Containerrederiet er ramt af voldsom overkapacitet ikke blot i indeværende år men flere år frem samt en svagere efterspørgsel i takt med lavere økonomisk vækst i Kina og i andre dele af verden. Olieprisen er presset helt i bund og ventes ikke at stige foreløbig.

Blandt Maersks kerneforretninger er APM Terminals det eneste, der holder samme niveau i 2016 som sidste år med et forventet underliggende resultat på 626 millioner dollars.

Gruppens såkaldte fem ben, APM Shipping Services med Maersk Tankers, Damco, Svitzer og Maersk Supply Service, forventer i indeværende år et resultat markant under niveauet på 404 million dollars i 2015. Den primære årsag er offshorerederiet Maersk Supply Service, der er mærkbart ramt af lave dagsrater og lille aktivitet.

Maersk Oil fik et tab på 2,1 milliarder dollars i 2015 efter nedskrivninger på hele 2,6 milliarder dollars. Det underliggende resultat viser et overskud på 435 millioner dollars.

Også borerigselskabet Maersk Drilling forventer et væsentligt lavere resultat i 2016 i forhold til det underliggende resultat i 2015 på 732 millioner dollars. 

Kun ét tal tæller for Maersk Gruppen på onsdag

Optræk til halvering af driften i Maersk Oil

Nigerias hær har befriet kapret Maersk Line skib

Nordea: Maersk Line har reduceret sin flåde drastisk

Olien er en klods om benet på Mærsk