Bidraget fra søfarten til den danske eksport faldt i 2015 og især årets sidste kvartal var svagt, skriver Danmarks Rederiforening med henvisning til nye tal fra Danmarks Statistik.

Søtransporten stod i 2015 for en eksport på 203,9 milliarder kroner, lidt lavere end rekordåret 2014.

Ifølge rederiforeningen er der mørke skyer i horisonten, selv om 2015 bød på det næststørste eksportbidrag fra rederierne nogensinde. Fjerde kvartal skiller sig negativt ud, og den globale nedgang i fragtraterne på flere centrale markeder kan læses i eksporttallene, ligesom en række økonomier verden over har mistet pusten, noterer rederiforeningen:

”Rederierne er fortsat Danmarks største eksporterhverv, selv om de aktuelle udfordringer med fragtrater og overkapacitet selvfølgelig er at spore. Det er dårlige tider for international søfart, og trods det leverer danske rederier alligevel et solidt bidrag til den danske økonomi. Men det er klart, at når verdens samlede handelsflåde siden 2010 er vokset cirka dobbelt så hurtigt, som verdenshandlen, så giver det udfordringer,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening.

DIS slår internationale skibsregistre i 2015  

Den danske handelsflåde har aldrig været større

Danmarks handelsflåde i rekordhøj vækst