Dårligt vej i weekenden gjorde det umuligt for redningsfartøjer at få kontrol med RoRo-skibet Modern Express, der uden besætning og kraftig krængning driver i Biscayen med retning mod den franske atlanterhavskyst.

Alle 22 besætningsmedlemmer fra det 164 meter lange skib blev sent fredag evakueret med helikoptere fra den spanske kystvagt. Skibet kom i vanskeligheder og udsendte nødsignaler midt i sidste uge, da det pludselig mistede motorkraft. Skibet er lastet med 3.600 ton træ samt maskiner.

Et redningshold fra Smit Salvage forsøgte uden held både fredag og søndag at få styr på skibet med trosser, men de bristede på grund af det dårlige vejr. Ifølge BBC News vil det Panama-registrerede skib ramme den franske kyst mellem mandag aften og tirsdag morgen, hvis ikke det lykkes at få kontrol med skibet forinden.

Modern Express, der ejes af rederiet Cido Shipping, driver med en krængning på omkring 40 grader. Skibet var undervejs fra Gabon i Afrika til Le Havre i Nordfrankrig.

Også et fransk flådefartøj deltager i aktionen.

Skibet har omkring 300 ton brændstof ombord ifølge de franske myndigheder. Søndag formiddag befandt Modern Express sig på en position omkring 60 sømil fra den sydvestlige del af Atlanterhavskysten mellem Bordeaux og Biarritz.

RoRo-skibet Modern Express fotograferet den 29. januar 2016, hvor det driver rundt ud for Frankrigs kyst. Redningsarbejdere kom ombord, efter at besætningen blev evakueret af spanske helikoptere. Foto: Loic Bernadin/AP/POLFOTO

Dom i historisk forlis åbner for milliardkrav  

Thorco-fragtskib er sunket efter kollision  

Dramatisk forlis ryster tørlast og forsikrings-selskaber  

Dramaet bag Maersks forsvundne containere