Den Danske Maritime Fond har ansat Peter Karlshøj som ny projektleder. Det oplyser fonden.

Gennem hele sin karriere har Peter Karlshøj arbejdet i shippingbranchen og kommer til den maritime fond med en bred kommerciel, finansiel og analytisk baggrund.

Peter Karlshøj er oprindeligt uddannet i ØK, og han har siden arbejdet i rederierne J. Lauritzen, Wonsild & Søn, Clipper Group og sidst Nordic Tankers.

Den Danske Maritime Fond er en erhvervsdrivende fond der blev stiftet den 13. juli 2005 i forbindelse med Folketingets lov om omdannelse af Danmarks Skibskreditfond til aktieselskabet Danmarks Skibskredit A/S. Fondens grundkapital udgøres af 10 procent af aktiekapitalen i Danmarks Skibskredit A/S, og afkastet heraf udgør Fondens indtægter.

Fonden meddelte sidste år, at den vil øge sin økonomiske støtte til erhvervsaktiviteter og om nødvendigt finansiere egenkapital og dermed aktivt gå ind i som medejer i nystartede virksomheder. Fonden støtter i dag primært almennyttige formål som f.eks. uddannelse, men også erhvervsaktiviteter.

"Vi er blevet enige i bestyrelsen om, at fonden meget gerne og i højere grad end i dag øger sit aftryk relativt mere inden for de erhvervsmæssige aktiviteter. Vi ser gerne mere af nye tanker, nye ideer og nye initiativer, end vi ser i dag," sagde Tommy Thomsen, formand for Den Danske Maritime Fond, til ShippingWatch i september 2015.

Fonden udbetaler årligt 45-50 millioner kroner til forskellige formål, hvoraf langt hovedparten er almennyttig

Den Danske Maritime Fond tilbyder penge og aktivt ejerskab

Den Danske Maritime Fond afsætter 17 mio til uddannelse

140 maritime millioner søger ny ejer