Lad mig skære det ud i pap: Den maritime industri kan med en montørordning, der koster 63 mio. kr. for staten, skaffe 700 nye jobs. Hvis industrien ikke får denne maritime montørordning, risikerer Danmark omvendt at miste 3.000 arbejdspladser og vores teknologiske forspring.

Desværre oplever jeg jævnligt, at man fra politisk hold ikke forstår, at Det Blå Danmark består af flere brancher. Flere politikere mener, at den maritime industri jo nok havde fået sit i en finanslov med en udvidet tonnageskat. Jeg har måttet fortælle dem, at det er en misforståelse.

Det er rederierne, der har fået lempelser med den udvidede tonnageskat. Ikke den maritime industri. Politikerne havde – som mange andre – ikke forstået, at Det Blå Danmark står på to ben; shippingindustrien, der fragter varer rundt på verdenshavene, og den maritime industri, der bygger skibe, udstyr og serviceydelser. Hvor shipping er størst, når det gælder valutaindtjening, er den maritime industri med 43.000 beskæftigede størst, når det gælder antal arbejdspladser.

Den maritime industri er i global vækst, og danske virksomheder er gode at være en lille smule foran. Blandt andet fordi de kan følge deres produkter ude på skibene, når produkterne skal installeres, serviceres eller repareres.

Men hvis ikke montørerne er der, hvor skibene er, så kan de ikke hente aktuel viden med hjem, og så mister virksomhederne deres innovationsforspring.

Danske montører er dyre at sende ud til skibe, som skal til service i Singapore, eller som sejler rundt på verdenshavene med containere, olie eller passager. Danske montører skal samtidig konkurrere med lave lønninger og lav skat hos lokale montører.

Det sidste, nemlig skatten, har den danske stat mulighed for at gøre noget ved.

Regeringen har i stedet valgt at bruge flere penge på landbruget og på at flytte statslige arbejdspladser til provinsen. Det giver ikke mening. Som regnestykke koster udflytningen af 3.900 arbejdspladser mindst 400 mio. kr. og formentlig nærmere mellem to og fire mia. kr. En maritim montørordning vil give 700 nye arbejdspladser for 63 mio. kr., altså ca. 90.000 kr. pr. job, hvor udflytningen formentlig vil koste mindst 500.000 kr. pr. job. Og hvor udflytningen flytter eksisterende jobs, vil montørordningen levere nye jobs, endda til udkantsområder.

Vi risikerer at sætte hele det danske teknologiske forspring over styr. Den danske styrke inden for maritim teknologi udspringer af en historie med store værfter og gennem samarbejde med rederierne, både danske og udenlandske. Det er afgørende for de maritime virksomheder at kunne være tæt på skibene og lære af at se deres produkter i arbejde, så innovationen kan fortsætte.

Danske maritime virksomheder fik ikke den ønskede montørordning i 2015. Jeg vil opfordre til, at regeringen gør det til et nytårsforsæt at sætte sig ordentligt ind i perspektiverne af det valg.