ShippingWatch

Maersk Line: P3s nøglehavn i Asien fortsat i spil

Der er flere åbne spørgsmål om P3-alliancen, bl.a. hvilken havn, der skal være den vigtige hovedhavn i Sydøstasien. Vincent Clerc, Chief Trade & Marketing Officer i Maersk Line, besvarer de mest presserende spørgsmål over for ShippingWatch.

Forhandlere fra Maersk Line, MSC og CMA CGM er endnu ikke enige i et af de mest centrale spørgsmål i samarbejdet mellem de tre rederier i den nye P3-alliance, nemlig hvilken havn der skal anvende som main hub i Sydøstasien. Det bekræfter Vincent Clerc, Chief Trade & Marketing Officer i Maersk Line, over for ShippingWatch.

Beslutningen om valg af hovedhavn i Sydøstasien er ifølge analysehuset SeaIntel meget vigtig og en af alliancens største udfordringer, fordi fragt fra lande som Indonesien, Filippinerne, Vietnam og Thailand sendes videre gennem de tre hovedhavne, som rederierne hver især benytter i dag. For Maersk Lines vedkommende er det Tanjung Pelepas og for CMA CGM er det Port Kelang også i Malaysia, mens MSC benytter Singapore.

Store udfordringer venter den nye gigant-alliance

Hvis de tre rederier beslutter kun at anvende en af disse hovedhavne betyder det, at hele deres feedernetværk fra de pågældende hovedhavne skal ændres, fordi det er meget usandsynligt, at et containerskib fra Asien til Nordeuropa vil anløbe alle tre havne. Og hvis P3-alliancen beslutter kun at anvende en enkelt hovedhavn i Sydøstasien, skal Maersk Line nødvendigvis restrukturere sit Daily Maersk-produkt i en balancegang med feeder-behovet hos MSC og CMA CGM, mener SeaIntel.

"Vi har ikke færdiggjort processen med arbejdet med at udvælge terminaler. Vi har diskussioner lige nu med vores partnere om det, og vi vil offentliggøre, hvilke terminaler, vi kalder, så snart vi er færdige med det. I alle tilfælde vil vores valg ikke forringe det produkt, vi kommer til at være i stand til at tilbyde til de kunder, der har fragt, og som skal tage en transshipment der," siger Vincent Clerc.

Han understreger, at rederiet vil fastholde Daily Maersk-produktet, der blev introduceret i 2011:

Kan fastholde Daily Maersk

"Vi tilbyder Daily Maersk i dag med fem afsejlinger, og vi har bygget det nye netværk sådan, at vi kan kan blive ved med at tilbyde produktet på de otte afsejlinger, vi kommer til at have. Selv om ikke alle skibe kommer til at kalde Maersk-havnene, vil vi have dækning nok til vores behov."

Siden annonceringen af det nye samarbejde, der er det mest omfattende nogensinde i containerfarten i kraft af rederiernes samlede markedsandel på Asien-Nordeuropa på omkring 45 procent, har store analysehuse i containershipping som Drewry, SeaIntel og Alphaliner entydigt slået fast, at koncentrationen med tre store alliancer og skarp fokus på enhedsomkostninger og pris i fremtiden vil gøre det svært for de enkelte rederier at differentiere sig fra hinanden. At industrien bliver et "masseprodukt" med mange udbydere, der tilbyder det samme.

Mærsk inviterede konkurrenter til allianceforhandlinger

Netop differentiering og en skarp profil har Maersk Line arbejdet ihærdigt på med produktet Maersk Daily, ligesom rederiet topper listen over det mest rettidige og bl.a. markedsfører sig på områder som energi og miljø.

"Vi mener, at kundernes oplevelser er mere end sejlplaner, som er det eneste, vi deler i dette samarbejde. Områder som salg, kundeservice, IT-service, fysiske rammer, forpligtelser og priser, er nogle af de mange andre kriterier, der er vigtige, når en kunde skal træffe et valg. Vi vil fortsat være i stand til at differentiere vores produkter på grundlag af disse kriterier. På Asien-Europa såvel som på andre ruter rundt om i verden, deler vi vores infrastruktur med partnere samtidig med, at vi fortsat tilbyder en differentieret Maersk-service til vores kunder," siger Vincent Clerc til ShippingWatch.

Maersk Line flyttede i 2000 rederiets omfattende transshipment-operationer fra Singapore til Tanjung Pelepas i Malaysia.

Alphaliner: Ny mega-alliance vil stabilisere industri

Drewry: P3-alliancen sætter sig helt på to hoved-ruter

Forsiden lige nu

Seneste Rederier

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere