Maersk Lines megastore nye containerskibe i den såkaldte Triple-E serie bliver langt fra de eneste mastodonter, der færdigbygges i år og indsættes i den globale containertrafik. Ifølge SeaIntel vil hele 46 af de helt store containerskibe over 10.000 teu blive bygget færdig og indsat, sandsynligvis på hovedruten Asien-Europa. Maersk Lines skibe bliver med plads til 18.000 containere langt de største, men alligevel er de øvrige skibe så store, at det ifølge analysebureauet kun giver god mening at indsætte dem på den lange distance, hvor der også er de nødvendige havnefaciliteter.

2012 var dog skuffende for lige præcis den rute, påpeger SeaIntel, og rederiernes svar med at aflyse sejladser og lægge ruter sammen har ikke været tilstrækkeligt.

Krav om høj vækst

I 2012 var den ugentlige kapacitet på Asien-Europa 342.000 teu, Seaintel forudser, at kapaciteten i år vil stige til 369.000. Hvis efterspørgslen på ruten ikke stiger i år, vil det derfor svare til, at at hele tre services med skibe af gennemsnitsstørrelse skal nedlægges. Hvis efterspørgslen stiger med 2,5 procent, skal der trækkes to services ud, mens der skal nedlægges en enkelt, hvis væksten stiger med 5 procent.

"Hvis vi kigger hen mod slutningen af 2013, når alle skibe er faset ind, vil væksten i kapacitet nå 11 procent på årsbasis, og derfor skal vi enten se en urealistisk vækst i efterspørgslen eller rederne skal vurdere at indstille potentielt så meget som fire ugentlige services for at skabe balance i udbud/efterspørgsel, i fraværet af en basal vækst i efterspørgsel på Asien-Europa," vurderer SeaIntel.

SeaIntel: Maersk Line har fundet nøglen til at vinde

NOL får stort tab i 2012

Maersk Lines overskud 2012: 461 mio. USD

Alphaliner: Væksten i container-aktivitet halveret i 2012