ShippingWatch

Disciplinen udfordres igen i 2013

Det bliver igen om at holde tungen lige i munden i 2013 for containerrederierne, hvis de vil holde fragtraterne på et niveau, der ikke giver underskud i milliardklassen.

Det skriver konsulenthuset Seaintel i en foreløbig analyse af markedet i 2012 og udsigterne for 2013.

Efter et blodrødt 2011, hvor raterne blev presset helt i bund af en ubalance mellem global efterspørgsel og kapacitet, har containerbranchen kæmpet sig tilbage til sorte tal i 2012 ved at sejle langsommere og tage skibe ud af drift.

"Rateudviklingen i 2012 viser, at når rederierne handler på disciplineret vis, kan de opnå - og fastholde - relativt sunde fragtrater trods en kronisk overkapacitet. Det vil være nøglen til lønsomhed i 2013 igen," skriver Seaintel.

Rederierne modtager nemlig fortsat mange store og nybyggede containerskibe, bestilt i boomårene 2007 og 2008, og det kan give en ny priskrig, da markedets efterspørgsel ikke ventes at følge med på grund af den sløve globale, økonomiske vækst.

Ifølge Seaintel ventes der en vækst i efterspørgslen på 6-7 pct. i 2013. Det bliver i så fald en kraftig forbedring mod 2012, hvor væksten muligvis var negativ, afhængig af hvordan årets sidste to måneder, som der endnu ikke er endelige tal for, artede sig.

Rederiernes kapacitet blev til gengæld øget med 5-7 pct. i løbet af året og ventes at stige med 9 pct. dette år takket være de nye fartøjer. Det bliver blandt andet i år, at A.P. Møller - Mærsks rederi, Maersk Line, tager imod de første af sine nye "Triple E"-skibe, der bliver verdens største med en kapacitet på 18.000 tyvefodscontainere hver.

Trods den udvikling ser Seaintel alligevel chance for positive tal i år.

"Hvis de er i stand til at kollektivt styre kapaciteten og/eller arbejde med en mentalitet, hvor de er tilfredse med en relativt lav belægning, kan de faktisk komme ud af 2013 med overskud," lyder konklusionen.

RITZAU FINANS

 

Maersk: Etcifret vækst i containerhandel i 2013

Shippinganalytikere: Container-rater vil ligge fladt ind i 2013

Forsiden lige nu

Seneste Rederier

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere