Den London baserede skibsmægler Clarksons forudser, at A.P. Møller - Mærsks Maersk Line og containerfragtrivalerne kan se frem til endnu et år med overkapacitet, samtidig med at en række analytikere spår et udfordrende 2013 for den store handelsrute fra Asien til Europa, som er så vigtig for danske Maersk Line.

De globale containerrederier vil fragte 168 mio. teu (tyvefodscontainere) i 2013, hvilket vil være en estimeret stigning på 6,6 pct. fra 2012, lyder det fra skibsmægleren Clarksons ifølge Bloomberg News. Samtidig vurderes det dog, at rederiernes flådekapacitet samlet set vil stige 7,5 pct., og dermed er der fortsat udsigt til, at overkapaciteten på markedet vil fortsætte. Trafikken på den for Maersk Line vigtige rute mellem Asien og Nordeuropa har dog kun udsigt til at stige 4 pct. til 21 mio. teu i 2013, idet problemerne i de europæiske økonomier mindsker handlen.

Med mindre Europa kommer ind i et uventet økonomisk opsving, så vil væksten i trafikken fortsat være lav på Asien-Nordeuropa-ruten. Derfor forventer vi også, at den strukturelle overkapacitet vil fortsætte i 2013, hvilket vil medføre stor volatilitet i fragtraterne i takt med, at rederierne oplægger og genindsætter skibe, forklarer direktør for SeaIntel Maritime Analysis Lars Jensen til Bloomberg News. Omtrent 40 pct. af Maersk Lines fragtmængder relaterer sig til trafikken mellem Asien og Europa.

AKTIEFOKUS

Tysk fusion vil skabe verdens 4. største containerrederi

SeaIntel: Stærkt stigende usikkerhed i containermarkedet

Fragtrater fra Asien til Europa stiger markant