Mens det samlede spotrateindeks steg en smule i ugen, der slutter fredag, faldt underindeks for ruterne fra Shanghai til Europa og Shanghai til Middelhavet. Dermed er spotraterne på den for A.P. Møller - Mærsk så vigtige rute halveret siden det seneste års top.

Spotraterne fra Asien til Europa faldt 51 dollar til 1028 dollar, svarende til et fald på 4,7 pct. De seneste tre uger er raterne på ruten faldet med 146,113 og 153 dollar. Med denne uges fald er raterne altså faldet 463 dollar efter rederierne, deriblandt Maersk Line, havde succes med indførslen af en ratestigning på 500 dollar første november.

Raterne fra Shanghai til Middelhavet faldt med 40 dollar i ugen til 746 dollar, et dyk på 5,1 pct. Spotprisen på ruterne til Europa og Middelhavet vægter til sammen 30 pct. af det samlede indeks.

Særligt ruterne mellem Asien og Europa er væsentlige for Maersk Line, hvor ruterne optager omkring 40 pct. af kapaciteten. I år har rederierne fjernet skibe fra ruten og sejlet langsommere for at forsøge at holde prisen oppe. Det har dog oftest kun varet ved i få uger ad gangen.

Næste forsøg på at løfte raterne sker i midten af december, hvor en stribe af de største containerrederier varsler prisløft på 550-600 dollar per teu.

Oven på sidste uges fald i fragtraterne blev der fra flere fronter spekuleret i, at en ny priskrig er brudt ud på containermarkedet mellem Asien og Europa. For et år siden kostede en voldsom priskrig rederierne dyrt, da raterne faldt til omkring 500 dollar per container. Det bragte en række rederier i voldsomme underskud og store finansielle problemer.

Analysehuset Seaintel skrev i slutningen af sidste uge:

- Det efterlader os med to mulige forklaringer. Den ene er, at den nuværende efterspørgsel på fragt fra Asien til Middelhavet er meget værre, end de nuværende data indikerer. Den anden, at ratefaldet primært er et resultat af rederiernes priskrig om markedsandele.

RITZAU FINANS

Maersk-analytikere: Overraskende stort dyk i containerraterne  

Raterne fortsætter styrtdyk på Asien-Europa  

Shanghai Containerized Freight Index falder med 5 procent  

Containerindeks stiger marginalt