ShippingWatch

SeaIntel: Containerrater er katastrofale for rederierne

De seneste tal for raterne fra Asien er "katastrofale" for rederierne, vurderer SeaIntel. Også for Maersk Line, der har afgivet væsentligt mere markedsandel på ruten end branchen generelt. 2013 kan blive rigtig slemt.

Fredagens tal for udviklingen i rateindekset mellem Asien og Europa betegnes af analysebureauet SeaIntel som "katastrofale" for de store container-rederier, herunder Maersk Line, som ellers har afleveret et regnskab i dag, som analytikere betegner som pænt. Men styrtdykket på hele 7,2 procent på en uge i raterne mellem Asien og Europa og næsten ti procent fra Asien til Middelhavet viser ifølge CEO og partner i Seaintel, Lars Jensen, at rederierne slet ikke er i stand til at holde den ellers så vigtige økonomiske disciplin.

Disciplinen er væk

"Tallene viser, at priskrigen aldrig er stoppet, og de er katastrofale for rederierne, for de kommer, efter at den stigning, der har været, allerede er smidt væk. Disciplinen er åbenbart ikke til stede, og jeg tror, vi sagtens kan se tilsvarede fald de kommende uger," siger Lars Jensen til ShippingWatch.

Tallene viser, at priskrigen aldrig er stoppet, og de er katastrofale for rederierne, for de kommer, efter at den stigning, der har været, allerede er smidt væk.

Lars Jensen, CEO, SeaIntel

Han peger også på, hvor lidt der skal til, for at en stigning eroderer. Sidste år skulle der kun to større MSC containerskibe til på Asien-Middelhavet, før den stigning, der var opnået, var væk igen.

Nu begynder kapløbet blandt verdens største skibe

Udover den manglende disciplin på raterne er der en anden udvikling i gang mellem de globale containerrederier, der kan komme til at ramme markedet rigtig hårdt. Det er de mange mega-containerskibe, der er på vej, herunder Maersk Lines Triple-E skibe, der indsættes til sommer og i denne uge CMA CGMs gigant Marco Polo med plads til 16.000 teu.

SeaIntel vurderer, at endnu flere rederier end dem, der allerede har bestilt ultrastore containerskibe vil komme med på vognen. De vil føler sig nødsaget til også at få gevinsten af stordriftsfordelene og de økonomiske genvinster, der er af nybygget tonnage. SeaIntel analyserer for tiden, hvor mange og hvilke rederier, der kan være tale om, men det vil sandsynligvis være en række af de største, der ikke allerede har bestilt megaskibe som Maersk Line, CMA CGM, MSC og Evergreen.

Mange nye megaskibe

De seneste tal fra SeaIntel viser, at der er leveret 52 skibe over 10.000 teu i 2012, og at der er 52 på vej i 2013, 36 i 2014 og 22 i 2015. Men tallene for især 2014 og 2015 kan altså meget vel blive opjusteret, hvis flere rederier vil sejle ultra-large.

For Maersk Line kan de nye megaskibe, herunder rederiets egne Triple-E skibe, blive en stor udfordring, vurderer Lars Jensen.

"Maersk Line har tabt 15 procent af volumen på Asien-Europe . Men da markedet generelt er faldet med omkring 8,5 procent, er det et tydeligt eksempel på, at Maersk Line lige nu fokuserer på profitabilitet frem for markedsandele. Det betyder dog også, at det kan blive svært at fylde Triple-E skibene op, hvis der ikke ændres ved udviklingen. Det kan måske gøres ved at samarbejde mere med de øvrige rederier. En anden mulighed er at reducere antallet af services, men det kan være svært pga. garantierne i Daily Maersk-konceptet," siger Lars Jensen, SeaIntel.

Stigninger fra foråret

Lars Jensen anerkender, at det er ratestigninger, der bl.a. har sikret Maersk Line et godt resultat i tredje kvartal, men forklarer, at det er stigninger fra foråret, som først slår igennem i regnskabet nu.

Overordnet for 2013 forventer SeaIntel derfor en "rutschetur" på markedet, hvor raterne vil være meget volatile.

Maersk Gruppen fik overskud på 5,6 mia kr i tredje kvartal

Bedre rater og besparelser trak Maersk Line i pænt plus

Smedegaard: For tidligt at sige hvor Triple-E skubber skibe hen

Maersk Tankers tabte 1,6 mia kroner

Maersk overvejer at frasælge FPSO'er til kunderne

Mangel på rigge bremser Maersk Oil

 

 

Forsiden lige nu

Seneste Rederier

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere