1,8 mia. USD. Så meget kommer det til at koste containerindustrien i 2012 at beskytte sig mod piratangreb ved Somalia, viser en analyse fra SeaIntel.

Ifølge analysen har rederierne stort set fastholdt deres pirattillæg under forskellige betegnelser som Gulf of Aden Surcharges og Emergency Risk Surcharges, der skal dække rederiernes stigende forsikringsomkostninger for skib, last og løsesum for mandskab, større brændstofudgifter på grund af højere hastighed i risikozonerne samt omkostninger til sikkerhedsvagter ombord.

Ifølge SeaIntel er der tale om en markant pris, som industrien må betale for øget sikkerhed og forsikringer. Analysen konkluderer, at USA som den største bilaterale donor i nødhjælp til regionen omkring Det Afrikanske Horn betaler ca. 650 mio. USD om året. Den omkostning, Somalias pirater lægger på verdenshandlen, overstiger altså langt de pengestrømme, der kanaliseres til Somalia i nødhjælp, når andre segmenter end container medregnes. Samlet set er containerindustriens omkostninger til piratbeskyttelse formentlig mindre and den øvrige skibfart, fordi containerskibe typisk sejler hurtigere og er sværere at angribe.

SeaIntel pointerer, at containerindustriens piratudgifter har samme effekt på verdenshandlen, som hvis Somalia havde indført en skat på international handel.

Antallet af piratangreb er faldet dramatisk i de første seks måneder af 2012. I løbet af de sidste 12 måneder har Nato Shipping Centre rapporteret om 137 tilfælde. De sidste fire angreb fandt sted i juni. 

Danmark får vigtig anti-pirat post i IMO  

Redere: Nu må EUs piratpolitik gøres færdig