Der er fem havneprojekter på tapetet i Vestafrika, og fire af dem ønsker at være regionens nye transshipment hub. Men skulle de alle gå hen og blive bygget som planlagt, vil det i følge Seaintel betyde en væsentlig terminaloverkapacitet i området.

"Det synes tydeligt, at hvis alle havneprojekter fortsætter som planlagt, vil Vestafrika få en betydelig terminaloverkapacitet. Det vil være til betydelig skade for investorer i projekterne, men det kan vise sig at blive en signifikant fordel for redere, der ville slippe af med congestion-problemer, og shippere der vil få adgang til bedre - og sandsynligvis billigere - transport," skriver Seaintel i analysebureauets ugentlige udgivelse Sunday Spotlight.

I Seaintels optik er der behov for en udbygning af havnene i Vestafrika, eftersom kontinentet ser ud til at blive et vigtigt marked i kommende år. Men Seaintel vurderer, at regionen har brug for en eller maksimalt to transshipment hubs, og at fire projekter dermed er skudt over målet - lastvolumenerne er der simpelthen ikke, og vil sendsynligvis heller ikke komme.

Derfor er der store fordele forbundet med at være først, vurderer Seaintel, der peger på, at havnen i Lekki, Nigeria, ser ud til at blive først færdig. Men det er ikke nødvendigvis nok at være først.

"Nøglespørgsmålet for redere er, om en hub kan levere stabil og effektive håndtering af last. Det gælder både for moderskibe og feederfartøjer," skriver Seaintel.

Udover Lekki er de andre havneprojekter: Tema havn i Ghana, Luanda i Angola, Abidjan i Elfenbenskysten og Wawls Bay i Namibia.