Maersk Line og de øvrige containerrederier på de vigtigste handelsruter kommer under fornyet pres allerede i indeværende år, selv om det er lykkedes at gennemføre massive rateforhøjelser de seneste måneder. Det vurderer en række aktieanalytikere over for ShippingWatch forud for offentliggørelsen af A.P Møller - Mærsks regnskab for 1. kvartal af 2012 den 16. maj.

SEB Enskilda taler direkte om en prisboble, der vil briste.

"Det er en helt naturlig reaktion, der kommer nu. Rederne har trukket en del kapacitet ud, hvorefter de begynder at tjene penge. Og da det er forbundet med tab at have skibe oplagt, begynder de at sætte dem i drift igen. Det er nu den proces, mange er i gang med, og på et eller andet tidspunkt vipper det. Den proces er meget svær at kontrollere selv for de store alliancer. Derfor er vores forventninger også, at raterne begynder at falde," siger Nikolaj Kamedula, SEB Enskilda.

Ratepres sidst på året

I Nykredit Markets vurderer man, at presset på raterne tager til i styrke sidst på året.

”Spørgsmålet om, hvor mange nye skibe, der kommer i søen, er  vores største bekymring lige nu. Der er kommet en del i 1. halvår, og der kommer også en del i 2. halvår. En hel del af dem er 10.000 teu-skibe og derover. Dem har man kun et sted at sætte ind, og det er Asien-Europa, der udgør ca. 40 procent af Maersk Lines sejladser. Det kommer til at presse den enighed og stiltiende accept af, at raterne skal op," siger aktieanalytiker Ricky S. Rasmussen:

"Jeg er ikke så bekymret for højsæsonen fra august til oktober. Til gengæld er jeg alvorlig bekymret efter oktober. Der vil jeg meget gerne se, at rederne begynder at tage nogle skibe ud af markedet, for det ser ikke ud til, at efterspørgslen på nogen måde kan følge med det udbud af tonnage. Lige nu fungerer enigheden om rateforhøjelserne. Samtidig har vi været oppe på, at 5,5 procent af kapaciteten på verdensmarkedet har været lagt op, men det er begyndt at falde igen, og det er rimelig uheldigt, hvis de begynder at udnytte situationen nu og lægge kapacitet ind i markedet og konkurrerer på prisen igen. Så ryger enigheden, og vi vil se en ny priskrig. Det er den rigtig store fare."

Opjustering af Mærsk

Trods de faretruende udsigter senere på året for de toneangivende containerrederier, forventer Nykredit i lighed med Alm. Brand Bank en opjustering af Mærsks containerforretning og gruppen under et.

"Med de seneste rateforhøjelser, skal jeg ud og hæve mine estimater yderligere. Jeg forventer en rimelig stor opjustering af hele Mærsk. Det skyldes primært, at man i oliedivisionen har meddelt, at man får 900 mio. USD ekstra som følge af en dom i Algeriet. Denne afgørelse kombineret med Maersk Line, som nok vil melde et nul-resultat ud, og som vil svare til en lille opjustering. Mærsk vil meddele et resultat på 2011-niveau," siger Ricky S. Rasmussen, Nykredit Markets.

Ifølge Alphaliners nyeste opgørelse mandag, er den oplagte containerflåde faldet til 620.000 teu i slutningen af april. Alphaliner forudser, at den oplagte kapacitet vil falde yderligere til 350.000 teu i juli, hvorefter containerrederierne igen vil lægge kapacitet op, og Alphaliner tror på, at den samlede oplagte kapacitet kan nå 1 mio. teu i slutningen af 2012.

"Jeg håber ikke, at vi når helt ned på 350.000 teu i oplagt tonnage, og vi må også gerne komme over 1 mio. ultimo 2012. Ved kun 1 mio. ultimo vil raterne formentligt komme under fornyet pres. Høje rater gør det desværre fristende at sætte kapacitet ind igen. En ond spiral," siger Ricky S. Rasmussen.

Mellem Asien og den amerikanske vestkyst vil rederiernes planer for ny kapacitet føre til en vækst på 18 procent i kapaciteten over de kommende måneder. På ruten til østkysten forventes kapaciteten at stige med ca. fem procent. Mellem Asien og Europa kommer der to nye services til i den kommende tid, som vil forøge kapaciteten med ca. fem procent.

Aktieanalytiker Dan Togo Jensen, Handelsbanken, siger, at rateniveauet topper nu, hvorefter det vil begynde at sive.

"Der er simpelthen alt for mange skibe, der ikke leverer den forretning, de skal. Og de redere, der er sultne, kommer til at give en discount. Vi kommer næppe til at se et markant fald, men en sivning hen over året."

74 nye mega-carriers i år

74 nye mega-containerskibe, de såkaldte Ultra Large Container Vessels (ULCVs) på mere end 10.000 teu, vil blive leveret fra værfterne og indsat i den i forvejen overfyldte flåde af containerskibe i løbet af i år, primært mellem Europa og Asien. Det viser den seneste opgørelse, som analysevirksomheden SeaIntel har foretaget.

De store skibe kommer ind i markedet på et tidspunkt, hvor efterspørgsesvæksten i Asien-Europa trafikken ikke er stærk og i et marked, der kan få svært ved at absorbere den nye kapacitet, noterer SeaIntel sig, der forventer, at raterne senere i år begynder at sive.

"Så længe rederierne har den hat på, der siger, at nu vil de være profitable og få raterne op uanset hvad, er det ikke et problem lige nu. Men på et eller andet tidspunkt vil der være nogen, der synes, at nu er nogle af skibene lige lovlig tomme. Så kan vi få en kickstart af priskrigen, med mindre nogle trækker services ud og lægger skibe op. På et eller andet tidspunkt i løbet af i år holder effekten af ratestigningerne op, og markedet vil begynde at sive igen,"  sagde Lars Jensen, SeaIntel, mandag til ShippingWatch:

"Rateforhøjelserne var nødvendige, men de er ikke understøttet af en voldsom forbedring af udbud og efterspørgsel."

Alphaliner: Oplagt containerflåde faldet markant  

SeaIntel: 74 nye mega-containerskibe på vej  

Rateopsving er guld værd for Maersk Line  

Konkurrenter på vej i plus

Maersk Oil indgår skatteforlig i Algeriet

Analysts: Rate leap euphoria will be short lived