ShippingWatch

Danmarks statsminister: Dansk shipping skal forny sig

Der er brug for nytænkning i dansk søfart, der nu skal levere på de rammevilkår, regeringen har stillet til rådighed. Det sagde den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen i et interview med ShippingWatch under sit statsbesøg i Singapore.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbnede sit statsbesøg i Singapore ved et arrangement, hvor en række nye maritime opstartsvirksomheder blev præsenteret under værtsskab af det danske innovationshus Rainmaking. Foto: Ole Andersen/ShippingWatch

SINGAPORE

Danske rederier og den maritime industri skal forny sig i den digitale og teknologiske udvikling og levere på de gunstige rammevilkår, den danske regering har stillet til rådighed.

Der er brug for nytænkning i dansk søfart, og det ved dansk søfart også.

Lars Løkke Rasmussen.

Det siger den danske statsminister Lars Løkke Ramussen (V) i et interview med ShippingWatch under sit officielle statsbesøg i Singapore, der blev indledt torsdag. Et statsbesøg af en dags varighed, og hvor en del af besøget har en maritim dagsorden, der dermed er præget af, at både Danmark og især Singapore rangerer blandt verdens største søfartsnationer målt i registreret tonnage.

"Der er brug for nytænkning i dansk søfart, og det ved dansk søfart også. Når jeg taler med folk i industrien og blandt andre med Søren Skou (CEO i Maersk, red.) er der meget stor fokus på, at denne her branche skal forny sig, fordi der på flere områder ligger et stort uudnyttet potentiale."

"Med lidt forsinkelse oplever jeg, at også det blå Danmark har taget denne dagsorden. Maersk er et eksempel på denne udvikling," siger statsministeren med henvisning til gruppens digitale strategi for bl.a. sin store flåde af container- og tankskibe.

De rigtige rammevilkår

Ifølge Lars Løkke Rasmussen har regeringen stillet attraktive rammevilkår til rådighed for de danske rederier i form af nettolønsordningen for de søfarende ombord på skibe i Dansk Internationalt Skibsregister, DIS, samt tonnagebeskatning.

"Danmark har rigtig mange kompetencer på hele det maritime område og en international førerposition i den globale søfart. Og politisk synes jeg, vi har givet de rammevilkår, som branchen hele tiden har efterlyst. Senest har vi udvidet DIS-ordningen til også at omfatte offshore."

Jeg synes, vi leverer politisk. Men det betyder, at sektoren selvfølgelig også skal levere.

Lars Løkke Rasmussen.

"Så jeg synes, vi leverer politisk. Men det betyder, at sektoren selvfølgelig også skal levere. Det kræver eksempelvis, at nogle af de unge (iværksættere, red.) inviteres ind i virksomheder for så at sige at bryde branchen ned indefra og skabe ny udvikling," siger Lars Løkke Rasmussen, der torsdag morgen åbnede sit statsbesøg ved et arrangement i Singapore, hvor en række nye maritime opstartsvirksomheder blev præsenteret under værtsskab af det danske innovationshus Rainmaking.

Ifølge statsministeren er det afgørende, at Danmark bevarer sin position som en af de førende maritime nationer.

"Sektoren skal selvfølgelig levere på de vilkår, vi har stillet til rådighed, og det skal den ikke for mine blå øjnes skyld, men det skal den selvfølgelig for sektorens egen skyld. Hvis ikke den maritime sektor udvikler sig, og det gælder i øvrigt for mange andre også, bliver den jo udkonkurreret," siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

"Hvis ikke vi kommer med på den digitale udvikling, er konsekvensen jo, at man dør. Det eneste konstante er forandringen, og det er jo ikke sådan, at fordi du har vundet hævd på et marked, så kan du bare sidde på det. Det synes jeg, de sidste 10 år har vist."

Skal forstyrres

Kan Danmark konkurrere med et land som Singapore på maritime vilkår, der typisk handler om skattevilkår?

"Det er kun få uger siden, vi præsenterede en ny erhvervs- og iværksætterpakke, der har det sigte at gøre det mere enkelt at lave opstartsvirksomheder, ligesom vi også bl.a. letter adgangen til risikovillig kapital."

Men er den slags tilstrækkeligt for at sikre Danmarks position som en førende søfartsnation i sådan et globalt miljø?

"Vi er en førende søfartsnation, og mig bekendt er 11 pct. af alle skibe registreret i Singapore danske. Men det kræver selvfølgelig, at industrien selv inviterer til at blive disruptet, og det oplever jeg som sagt også med lidt forsinkelse," siger Lars Løkke Rasmussen.

Kan Danmark lære noget af Singapore på det maritime område?

"Singapore er ekstremt fokuseret, mens vi kan noget med innovation og kreativitet og tør at gå op mod autoriteter," siger Lars Løkke Rasmussen, der i sin tale med opstartsvirksomheder torsdag morgen fremhævede, at regeringerne i Singapore og Danmark er naturlige partnere i skabelsen af de bedste rammevilkår for den maritime industri, og at de to lande arbejder tæt sammen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Singapore har i kraft af attraktive skattevilkår og andre incitamenter for rederier udviklet sig til en af verdens vigtigste søfartsnationer. /ritzau/AP/Wong Maye/

Danmark og Singapore underskrev tilbage i 2012 en samarbejdsaftale om maritime uddannelser, og de to landes regeringer underskrev i april i år en aftale om anerkendelse af certifikater for søfarende.

"Innovation fra forskellige sektorer skal bringes ind i den maritime industri som f.eks. digitalisering og automation. I Danmark er vi meget klare i forhold til vores ambitioner om fortsat at være en ledende maritim nation, og jeg er overbevist om, at nye partnerskaber er vejen frem," sagde statsministeren.

Statsministerens besøg i Singapore skal bruges til at få inspiration til arbejdet i det såkaldte disruptionråd, ligesom Lars Løkke Rasmussen skal have samtaler med Singapores præsident Halimah Yacob og premierminister Lee Hsien Loong om frihandel, bæredygtig vækst og fremme af det maritime erhverv.

Størstedelen af verdens containertonnage er rykket i skattely

Singapore har i kraft af attraktive skattevilkår og andre incitamenter for rederier udviklet sig til en af verdens vigtigste søfartsnationer, hvor danske rederier som bl.a. Maersk, Torm, Norden, J. Lauritzen og Hafnia Tankers har datterselskaber.

Ifølge en analyse fra Danske Rederier er Singapore de seneste år trukket fra Danmark, og landet er i dag verdens fjerde største søfartsnation målt i samlet tonnage. En udvikling, der er sket over de seneste 4-5 år fra en situation, hvor Danmark tilbage i 2012 opererede 30 mio. flere bruttoton end rederier i Singapore.

Statsministeren til Singapore med maritim dagsorden

Maersk får det første skrivebord i nyt iværksætterhus for dansk shipping

Dansk-flaget flåde kan vokse med ti pct på tre år

Forsiden lige nu

Norsk tankreder sendt i gulvet på børsen

Norske Nordic American Tankers anført af stifter Herbjørn Hansson i stort kursfald på 20 pct. på melding om, at rederiet vil rejse over 100 mio. dollars i ny kapital.

Seneste Rederier

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere