Det danske tørlastrederi J. Lauritzen har torsdag morgen offentliggjort regnskabet for 2015, der for den globale tørlastindustri har været lidt af et mareridsår. Rederiet får et underskud på 313,4 millioner dollars svarende til 2,1 milliarder danske kroner og næsten en fordobling fra 2014, hvor underskuddet landede på 165,7 millioner dollars.

"Vi er ramt af et tørlastmarked, som selv i en tidshorisont på 30 år er historisk lavt og har ført til negativ EBITDA og nedskrivninger," siger CEO Jan Kastrup-Nielsen i regnskabet.

"I 2015 har J. Lauritzen dog formået at beholde en robust balance og vedligeholdt stærke relationer med kernekunder og indfriet obligationsgæld på 71 millioner dollars. Vores gasaktiviteter fortsætter med at klare sig godt og på linje med forventningerne, og initiativer, som vil blive sat i værk i løbet af første kvartal 2016, vil hjælpe os i den nuværende storm i tørlastsegmentet," siger han.

Resultatet for 2015 blev stærkt påvirket af engangsudgifter på i alt 207,2 millioner dollars. J. Lauritzen har i årets løb taget nedskrivninger og hensættelser for i alt 281,9 millioner dollars, men fik en kompensation på 74,7 millioner dollars fra afsluttede kontrakter, salg og krav, fremgår det af regnskabet. I 2014 var resultatet negativt påvirket af særlige poster på 118,9 millioner dollars.

Kapitalindsprøjtning

Set i lyset af det historisk dårlige marked, som ikke tyder på at rette sig inden for den nærmeste fremtid, har J. Lauritzen indgået en aftale med sin eneste aktionær Lauritzen Fonden om ny kapital for at styrke rederiets balance. Det betyder, at fonden vil skyde kapital på omkring 19 millioner dollars ind i J. Lauritzen, mens rederiet vil sælge en del aktiver, som anses som ikke-strategiske, fra til LF Investement, som er fuldt ejet af Lauritzen Fonden.

Herunder rederiets resterende del i selskabet Axis Offshore, som er et joint venture med den norske kapitalfond HitecVision om hotelskibe til offshoreindustrien.

I alt betyder det, at J. Lauritzen i løbet af 2016 vil få en kapitalindsprøjtning på 125 millioner dollars i løbet af 2016, som har en kombineret værdi på bøgerne på 105,9 millioner dollars, viser regnskabet.

Storbanker lægger pres på J. Lauritzens ejer  

For det kommende år er den kinesiske økonomi stadig et wildcard for tørlastmarkedet, og J. Lauritzen peger på risikoen for en yderligere tilbagegang i den kinesiske import af råvarer, hvilket vil fortsætte med at presse aktørerne i tørlastindustrien. Selvom ophugning af tørlastskibe har accelereret i begyndelsen af det nye år, vil markederne fortsætte med at lide under alt for mange skibe, mener Lauritzen.

"Med kun en moderat vækst forventer vi, at tørlastraterne vil fortsætte med at være afdæmpede i løbet af 2016. For vores gasskibe ventes en mindre bedring i markedsbalancen med en efterspørgselsvækst lidt højere end udbudsvæksten," skriver J. Lauritzen.

Rederiet venter et driftsresultat på niveau med 2015, hvor J. Lauritzen blandt andet solgte sine to sidste Capesize-skibe og yderligere reducerede sin eksponering i tørlast med salg af yderligere ni ejede skibe og fem del-ejede skibe.

Jesper Lok ny formand for J. Lauritzens bestyrelse  

Jan Kastrup: Vi er trygge ved J. Lauritzens fremtid  

Finansdirektør forlader J. Lauritzen