Ud af 204 prøver har det norske Sjøfartsdirektoratet konstateret, at 11 fartøjer har overtrådt de opstrammede regler for udledning af svovl, som trådte i kraft den 1. januar 2015. Det skriver Maritime.no.

Ved udgangen af 2015 var tre af de 11 skibe blevet idømt bøder, og i løbet af 2016 kommer turen til de resterende otte.

"Størrelsen på de tre gebyrer spænder fra 100.000 til 250.000 norske kroner. I løbet af kort tid bliver der truffet afgørelser i yderligere to sager, som ender med bøder på 200.000 til 400.000 norske kroner, og der er også varslet om en bøde på en halv million norske kroner," siger Dag Inge Aarhus, kommunikationsdirektør i Sjøfartsdirektoratet.

Fælles for de tre, afsluttede sager er, at skibene kom fra nord og krydsede grænsen til SECA-zonen, der ligger ved den 62. breddegrad, uden at skifte til et lovligt brændstof i tide. De 11 overtrædelser skete dog både inden for SECA-zonen og ved kaj uden for det definerede område, hvor EU-reglen om 0,10 procent svovl i brændstoffet også gælder.

Ifølge Maritime.no forventer Sjøfartsdirektoratet, at bødeniveauerne fremover vil stige, hvis der bliver tale om overtrædelser af større fartøjer eller mere alvorlige overtrædelser.

Redere: Svovlkontrol skal op i IMO hurtigst muligt

Danmark sætter droner ind i svovl-overvågningen

Kampen for de nye svovlregler er kun lige begyndt

Det Økologiske Råd: Pæne svovltal er skønmaleri