Svagere rater gjorde indhug i Dorian LPG's indtjening i første kvartal, og det var med til at øge underskuddet på bundlinjen i de første måneder i det forskudte regnskabsår.

Det viser regnskabet fra gasrederiet, der driver en flåde af de helt store VLGC-skibe.

De gennemsnitlige TCE-rater faldt i perioden med 13,9 pct. til 22,735 dollars, og det førte til en tilbagegang med omkring 9,5 mio. dollars på omsætningen, der udgjorde 41 mio. dollars.

Nettotabet lander på 6,7 mio. dollars mod et underskud på 1,3 mio. dollars i første kvartal sidste år, og medregnes urealiserede tab og gevinst på en tidlig afvikling af gæld, lander det justerede nettotab på et minus på 8,4 mio. dollars for rederiet.

Fra formand og CEO, John Hadjipateras, lyder det, at Dorian i første kvartal har fokuseret på at øge rederiets finansielle fleksibilitet. 

"Vi er heldige at have stærke relationer til vores långivere. Vores fokus fortsætter med at være på vores finansielle og kommercielle aktiviteter, og vores mål om at skabe værdi til aktionærerne ved at udnytte den høje kvalitet af vores flåde og drift. Grundlaget for LPG-handel udvikler sig positivt med øget handel, som gradvist absorberer forøgelsen på 50 pct. i verdensflåden siden 2014," siger han.

Blandede markedsudsigter

I løbet af de sidste tre måneder har Dorian indgået to aftaler om rederiets gæld, som har frigivet midler, der skal bruges til at betale kommende gældsforpligtelser. Den ene aftale, der blev indgået med DNB Capital LLC i juni, og som omhandler en gældsfacilitet til Royal Bank of Scotland, frigav blandt andet 6 mio. dollars under lånefaciliteten til brug i driften.

I en kommentar til regnskabet skriver J.P. Morgan, at rederiets markedsudsigter er blandede, idet Dorian henviser til en række udsættelser af amerikanske laster i de sidste to måneder og også omtaler en "relativ svag prisarbitrage."

"Men de (Dorian, red.) bemærker, de amerikanske beholdninger af propan er høje, den kinesiske efterspørgsel har været stærkere end ventet, og flere skibe har undgået at benytte Panama-kanalen," noterer J.P. Morgan.

Dorian trukket i rødt af svagt LPG-marked i 2016  

Drewry: For mange skibe vil holde LPG-raterne i skak

Dorian ramt hårdt på bundlinjen ved udgangen af 2016