Et af de første lån fra den nyligt etablerede Danmarks Grønne Investeringsfond er kommet det danske produkttankrederi Terntank til gode. Lånet, der er på et "pænt tocifret millionbeløb," er med til at finansiere fire LNG-drevne produkttankskibe på 15.000 dwt samt en ombygning til LNG-drift af et af rederiets ni eksisterende skibe.

"Vi befinder os på et konjunkturfølsomt marked, som, selvom der er tegn på bedring, er præget af meget hård konkurrence og krav om stor kapitalbinding. Her har vi brug for solid, ekstern finansiering, så vi ikke skal bære hele risikoen på vores egenkapital, samtidig med at det grønne aspekt også er et vigtigt konkurrenceparameter for os," siger Jens P. Buchhave, adm. direktør i Terntank, i en pressemeddelse.

Danmarks Grønne Investeringsfond, der har Ditlev Engel som bestyrelsesformand, gik for alvor i luften i august 2015. Fonden er statsejet og låner således penge på det internationale marked med den danske stat som garanti, hvorefter pengene skal fordeles videre til relevante projekter. I alt er en pulje på fem milliarder kroner klar til at blive sendt i arbejde.

Gavner innovation

Foruden et krav om, at lånene skal bidrage til grøn omstilling, bliver der også lagt vægt på, at projekterne er bæredygtige i forretningsmæssig forstand, så fonden kan få pengene tilbage igen. I en pressemeddelelse fortæller fondens direktør, Michael Zöllner, at fonden siden opstarten har modtaget henvendelser fra omtrent 100 konkrete projekter og i øjeblikket er i dialog om projekter med et samlet finansieringsbehov på op mod en milliard kroner. Heriblandt er også henvendelser fra andre danske rederier.

Terntank tager levering af tre ud af de fire nybygninger i løbet af 2016. I forhold til eksisterende tankskibe af samme størrelse er forventningen, at de LNG-drevne skibe kan reducere udledningen af svovloxid (SOx) med 90 procent, nitrogenoxid (NOx) med 80 procent, partikler med 90 procent og CO2 med 20 procent.

"I forhold til andre skibe af samme størrelse kan vi spare op til syv-otte ton brændstof i døgnet, hvilket svarer til cirka 20 procent af det samlede forbrug," siger Jens P. Buchhave.

I Danmarks Rederiforening mener man, at midlerne fra Danmarks Grønne Investerings gavner innovationen i dansk skibsfart.

"Vi arbejder ad mange veje for en grønnere skibsfart, og den nye lånemulighed er med til at fremme den omstilling. Terntank kobler den kommercielle ekspertise med en ambition om at efterlade et mindre aftryk på omgivelserne, og er på den måde en fin repræsentant for vores rederier," siger underdirektør Jacob K. Clasen i en pressemeddelelse.

Terntank klar til nybygninger i short sea

Sinotrans i arktisk LNG-joint venture

Gothia Tankers bestiller nye skibe i Kina