Det islandske rederi- og speditionsselskab Eimskip kom ud af årets andet kvartal, der i selskabets øjne gik som forventet på driften, og det giver derfor ikke anledning til at justere på forventningerne for resten af året.

For helåret forventer det islandske selskab dermed at nå i mål med et driftsresultat (ebitda) på mellem 57 og 63 mio. euro, fremgår det af en regnskabsmeddelelse.

I andet kvartal alene steg driftsresultatet (ebitda) med en halv mio. euro til 16,7 mio. euro. Resultatet var dog påvirket af øgede udgifter på 1,1 mio. euro på grund af en ubalance imellem importen og eksporten af gods i Island, som ifølge Eimskip vil blive opvejet af et nyt containerpositionsgebyr i årets andet halvår.

På bundlinjen falder nettoindtjeningen med 3,9 mio. euro til 4,9 mio. euro, hvilket ifølge selskabet primært skyldes valutakursudsving.

Tilbage i juni erhvervede Eimskip 75 pct. af logistikselskabet Ship-Log, der har hovedkontor i Aarhus. Og generelt er det islandske selskab særdeles aktive på opkøbsfronten, hvilket også slår ud på omsætningen, der er steget med 37,2 pct. i forhold til andet kvartal sidste år og udgjorde 173,1 mio. euro i kvartalet.

Alene i selskabets speditionsforretning steg omsætningen med 25,4 mio. euro, hvoraf 22 mio. euro kom fra nye opkøb.

Stiftere af danske Ship-Log sælger majoritet til Eimskip  

Omkostninger reducerer Eimskips overskud

Samskip slog rival i opgør om norsk milliardeksport  

Samskip vil overtage Eimskips tidligere opkøbsmål