Containerraterne på de tunge fragtruter fra Asien til Europa, hvor A.P. Møller-Mærsks rederi, Maersk Line, er en væsentlig spiller, lå i denne uge på 838 dollar per tyvefodscontainer (teu), svarende til en stigning på 2,8 pct.

Det viser en ugentlig opgørelse ifølge branchemediet The Loadstar.

Containerraterne er generelt dalet i årets første tre måneder efter at have toppet i knap 1168 dollar lige inden nytår, men ligger dog fortsat væsentligt over raterne i samme periode sidste år.

Ser man på væksten i Asien-Europa-raterne på kvartalsbasis ligger raterne 2,4 pct. over fjerde kvartal, mens raterne i første kvartal i år ligger 128,3 pct. over niveauet i første kvartal af 2016.

Det er dobbelt så meget som væksten i det såkaldte Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der i gennemsnit lå 64 pct. højere i første kvartal i år sammenlignet med første kvartal sidste år.

SCFI-indekset, der dækker over spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over - steg i denne uge med 9,4 pct. Asien/Europa-raterne vægter 20 pct. i det indeks.

/ritzau/FINANS

Cosco udskyder kæmpeskibe

Storbanker spår massiv bedring i Maersk Line i år

Containerrederier lander rekordstort underskud