Containerrederiernes nye sejlplaner, som træder i kraft om godt en uges tid, vil især ramme de virksomheder, der benytter forbindelserne mellem havnene i Middelhavet og Asien, fremgår det af det seneste nyhedsbrev fra SeaIntel.

"På Asien-Middelhavet vil afskiberne opleve et stort tab af forbindelser og udbuddet af service som en følge af de nye alliancers netværk, idet mange af de direkte forbindelser mellem havnene vil forsvinde, mens der kun kommer få nye til. Nogle havne i Asien - Kwangyang, Laem Chabang, Taipei og Ulsan - vil miste alle deres forbindelser med Middelhavet, og vil kun blive betjent gennem transshipment."

"Port Klang går fra 16 ugentlige forbindelser til kun en, Port-Klang Piræus, som uden tvivl vil betyde, at en stor del af transshipment-mængderne vil gå til Singapore og i lidt mindre udstrækning Tanjung Pelepas. Også Busan ser ud til at vinde på, at Ulsan og Kwangyang forsvinder," hedder det i nyhedsbrevet.

Alexandria og Cagliari rammes

I Middelhavet er de store tabere Alexandria og Cagliari, som helt har mistet deres forbindelser med Asien på henholdsvis ni og to direkte ruter.

Men også Ashdod, Gioia Tauro og Port Said bliver hårdt ramt, idet de tre havne mister henholdsvis seks, fire og seks direkte forbindelser.

"Ligesom man har set det på Stillehavet, vil Asien-Middelhavet opleve et stort fald af udbuddet i services, idet antallet af direkte havnekald reduceres med 69 unikke havneforbindelser og 80 direkte forbindelser i alt, mens der kommer 50 nye unikke og i alt 52 direkte forbindelser i de nye netværk," skriver SeaIntel.

Ifølge en analyse fra det Københavner-baserede selskab LinerGrid er der penge at hente for rederierne, hvis de koncentrerer transporten på færre hubs. Analysen viser, at der kan være tale om en gevinst på mellem tre og syv procent, hvis der skabes et nyt og mere effektivt netværk.

Analyse: Store besparelser på færre container-hubs

Afskibere retter krads kritik mod containeralliancer