Sydkorea kan være på vej til at få et nyt containerrederi i kølvandet på Hanjin Shippings kollaps.

Ifølge lokale medier arbejder det sydkoreanske konglomerat SM Group, som er i færd med at købe Hanjins conatinernetværk mellem USA og Asien, på at oprette et nyt containerrederi ved navn SM Shipping.

Det har ellers hidtil været opfattelsen, at SM Group ville lægge Hanjins netværk ind under sit rederi Korea Line.

SM Group

Samra Midas Group (SM Group) er et sydkoreansk konglomerat

Det er i færd med at købe Hanjins rutenetværk mellem Asien og USA, og vil nu oprette et nyt rederi, SM Shipping

SM Group ejer allerede Korea Line, som mest gør sig inden for tørlast

Der har dog været betydelig modstand fra Korea Lines aktionærer, og derfor kan det nu ende med, at SM Group opretter et nyt containerrederi ved navn SM Shipping.

De nærmere detaljer er endnu uklare, men ifølge Maeil Business News Korea vil rederiet blive stiftet, så snart SM Group har gennemført købet af Hanjins aktiver.

Rederiet får en flåde på 11 containerskibe på 6.500 teu og ti mindre skibe på 4.000 teu. Derudover vil SM Group købe secondhand-skibe og udleje dem til andre rederier, oplyser mediet.

En talsperson fortæller desuden, at SM Shipping allerede forhandler om at blive en del af den nye intra-asiatiske alliance, HMM+ 2K, som sydkoreanske Hyundai Merchant Marine netop har stiftet med to andre rederier, Heung-A Shipping og Sinokor Merchant Marine.

Hyundai var længe favorit til at overtage Hanjin Shippings rutenetværk, men blev slået på målstregen af SM Group. Hvis SM Shipping bliver optaget i alliancen, ser rederiet nu alligevel ud til at få glæde af konkurrentens aktiver.

Korea Lines aktionærer siger nej til Hanjin-køb

Hyundai satser asiatisk efter kikset 2M-samarbejde

"Det her er ikke nødvendigvis et defensivt træk af Hyundai"

Medie: Korea Line-ejer trækker bud på Hanjins terminaler