Royal Arctic Line har meddelt sine ansatte i Aalborg, at rederiet vil omlægge sit rutenet fra 2019, og at den nye rute ikke indbefatter Aalborg Havn. Det erfarer bestyrelsen i Aalborg Havn A/S, skriver Nordjyske.dk. Dermed stopper 45 års samarbejde mellem Aalborg og Grønland, efter rederiet opsiger aftalen tre år før tid.

"Vi er meget overraskede over udmeldingen fra Royal Arctic Line, som vi har fået indirekte via medarbejdere i rederiet. Royal Arctic Line har været vores gode samarbejdspartner siden 1971. Et samarbejde, der senest er blevet kontraktligt forlænget i 2010, forklarer bestyrelsesformand i Aalborg Havn A/S, Thomas Kastrup-Larsen.

Royal Arctic Line og Eimskip indgår aftale om samarbejde  

Overraskelsen forstærkes ifølge Nordjyske af det faktum, at ledelsen i Royal Arctic Line på tidligere møder har forsikret om, at man i respekt for det 45-årige samarbejde vil opfylde de indgåede aftaler, herunder at anvende Aalborg Havn som basishavn for Grønlandstrafikken indtil aftalens udløb ved udgangen af 2022. Senest er dette blevet understreget af bestyrelsesformand i Royal Arctic Line Kuno Fenger på et møde i Nuuk i september 2016 over for Thomas Kastrup-Larsen.

"For knap et år siden havde vi besøg af administrerende direktør fra Royal Arctic Line, Verner Hammeken, og for ganske nylig havde jeg en samtale med bestyrelsesformanden for selskabet. Begge gav klart udtryk for, at de bakkede op om aftalen om Aalborg Havn som basishavn for Grønland indtil 2022. Den nye melding er overraskende og et brud på den aftale, vi har med hinanden, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Siden aftaleforlængelsen i 2010 har Aalborg Havn foretaget investeringer i blandt andet nyt pakhus og udvidelse af containerterminalen for et trecifret millionbeløb.

RAL: Åben dialog

Royal Arctic Line udsendte torsdag eftermiddag en pressemeddelse.

"Vi konstaterer, at Aalborg Havn stiller sig uforstående overfor Royal Arctic Line A/S udmelding. Som selskab har vi en pligt til at udfærdige strategier og scenarieplanlægning ud fra, hvad vi mener er det bedste for at understøtte vækstmulighederne i Grønland. Vi har valgt at gøre det åbent i tillid til at vi får skabt en konstruktiv og respektfuld dialog om mulige løsninger med de medarbejdere og samarbejdspartnere vi har, til gensidig fordel:"

"Aalborg Havn har valgt at offentliggøre en reaktion på vor scenarieplanlægning og strategi for en forbedret transportløsning for Grønland, inden at parterne har indgået i en dialog. Dette ændrer ikke ved, at Royal Arctic Line stadig har tillid til, at vi af hensyn til vore medarbejdere i Aalborg samt Aalborg Havn kan indgå i en konstruktiv dialog med Aalborg Havn om de mulige løsninger, der kan findes for at gøre det let at handle med Grønland."

Samarbejde med Eimskip

Royal Arctic Line indleder fra 2019 et samarbejde med det islandske rederi Eimskip, der fremover skal dele ruterne på Nordatlanten med tre nybyggede skibe på 2.000 teu.

Partnerskabet skal først godkendes, men bliver det en realitet, vil det markere en ny æra for Grønlands handel med omverdenen, da det for første gang vil være muligt at sejle uden om Danmark.

Royal Arctics CEO åben for nye fyringer i omkostningsjagt  

Grønlandsk vækst styrker Royal Arctic Line i første halvår

Royal Arctic Line klar til brud med historisk monopol på Grønland