Det kommende år er præget af stor usikkerhed, lyder det fra det Hongkong-baserede containerrederi Orient Overseas, efter et 2015, som startede fint, men siden udviklede sig værre og værre.

For hele 2015 kunne Orient Overseas dog notere en fremgang på bundlinjen til 284 millioner dollars fra 271 millioner dollars i 2014, selv om omsætningen dykkede til knap 6 milliarder dollars fra 6,5 milliarder dollars. Selskabets containertransport og logistikdel gav et driftsoverskud, EBIT, på 294 millioner dollars sammenlignet med 249 millioner dollars året før, fremgår det af selskabets årsregnskab.

"I starten af 2015 nød containershippingselskaberne uforudsete forhold, der uden undtagelse var positive. I de få måneder gav betydeligt lavere oliepriser og forbedret momentum for amerikansk vækst anledning til betydeligt bedre resultater for rederierne end ventet," siger selskabets bestyrelsesformand C. C. Tung i regnskabet.

"Desværre blev den økonomiske kontekst i stigende grand kompliceret som året skred frem," fortsætter han.

Han opremser, at faldet i olieprisen førte til en reduktionen i energirelaterede investeringer og har bragt nogle producenter på randen af sammenbrud. Samtidig er væksten begrænset og Fed har signaleret en start til en normalisering af renterne.

"I andet halvår stagnerede detailhandlen yderligere, hvilket reducerede import fra Asien," tilføjer Tung.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Og ved udgangen af året var ubalancen i markedet vokset som følge af ny tonnage introduceret til markedet.

"Man har startet med at tage kapacitet ud af markedet som reaktion på den lavere markedsvækst, og rederierne har været tvunget til at videregive hele - eller mere end - gevinsten ved de lavere bunkerpriser til kunderne," tilføjer bestyrelsesformanden.

Det har givet et vanskeligt afsæt til 2016.

"For så vidt angår 2016 har første kvartal hidtil været karakteriseret af stor usikkerhed. IMF-prognoser for global vækst er blevet sænket. Den amerikanske bedring ser ud til at være robust, men ikke spektakulær, og fortsætter med at være påvirket af eksterne faktorer," siger han.

Samtidig er vækstniveauerne i både Japan og Europa lave, og der er ikke den store tillid til, at der her kommer en vending i 2016.

"Den kinesiske vækst er fortsat med at aftage, hvilket repræsenterer en udfordring for emerging markets og råvareøkonomier. Et antal centralbanker har bevæget sig ind i ukendt territorium ved at indføre negative renter. Selv om det sker med en lavere rate end i 2015 fortsætter ny kapacitet med at blive introduceret," siger Tung.

Cosco vil omkalfatre container-alliancer  

Milliardværdier fosser ud af containerrederierne  

OOCL hårdt ramt af ratepres i fjerde kvartal