Endnu en gang må verdens containerredere se spotraterne for containerfragt glide tilbage.

Ifølge rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI ), der udarbejdes af Shanghai Shipping Exchange og dækker over raterne for fragt fra Shanghai til en stribe destinationer i hele verden, faldt fragtraterne med 14,2 procent over de sidste to uger. I sidste uge blev indekset ikke opgjort på grund af det kinesiske nytår.

Det samlede SCFI gik tilbage til indeks 486,7 fra 566,9 to uger før.

Indekset dækker blandt andet over de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor Maersk Line er en dominerende spiller. De ruter udgør 20 pct. af det samlede SCFI.

Forleden meldte CMA CGM, branchens tredjestørste efter Maersk Line og partneren MSC, at rederiet har udskudt et planlagt rateløft på ruten mellem Asien og havne i Middelhavet. Fragtraten skulle være steget med 900 dollars per tyvefodscontainer (teu) med effekt fra 1. marts, men torsdag blev det udskudt to uger til midt i samme måned, oplyste CMA CGM.

Det følger en udmelding fra det Hongkong-baserede rederi OOCL, der onsdag varslede prisløft på ruterne fra Asien til både Middelhavet og Nordeuropa på 925 dollars per teu fra 15. marts.

Maersk Line har endnu ikke meldt noget ud i sine nyhedsbreve om prisstigninger på den travle Asien-Europa-fart. Til gengæld varslede rederiet tirsdag små prisløft på den modsatrettede transport.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Senest forsøgte flere rederier at øge prisen 15. januar, men det prisløft blev et flop, da raten faldt med mellem 20 og 27 procent i ugerne før og efter.

Spotraten på at få en container fra Shanghai til Nordeuropa dykkede forrige uge videre til 431 dollars per teu, og samme rate lå i snit på 537 dollars i fjerde kvartal ifølge tal fra SCFI-indekset. Niveauet har været lidt højere i 2016 takket være en stor prisstigning til nytår, men der er stadig langt op til gennemsnitsniveauet på 1100-1200 dollars i 2013 og 2014.

Rederierne har godt nok samtidig været begunstiget af et stort fald i brændstofpriserne på grund af olieprisens kollaps siden sommeren 2014, men flere rederier er stadig så presset af konkurrencen på markedet, at de sejler med underskud.

Maersk Line tjente 1,3 milliarder dollars i 2015, men måtte skrue meget ned for forventningerne i de sidste tre måneder af året på grund af intensiveret konkurrence, der holdt raterne nede.

Ny kinesisk containerkæmpe: Fusion afgørende for overlevelse  

Drewry: Containerrederiers rettidighed glider tilbage  

Alphaliner: Fransk-kinesisk alliance vil true 2M