Intet mindre end 12 slæbebåde skulle der angiveligt til, før det godt 400 meter lange og 19.000 teu store China Shipping Lines, CSCL Indian Ocean tidligt tirsdag morgen løftede sig fri på en bølge af tidevand.

Det skriver flere medier.

Skibet skulle i øjeblikket have lagt til ved Hamborg Havn, hvor det undersøges for skader på skroget.

Før det blev trukket fri, var to udgravningsfartøjer i gang omkring skibet, lige som et bunkerfartøj var påbegyndt arbejdet med at losse noget af bunkerolien for at lette skibet. Ialt er tusinder af tons bunkerolie og ballastvand blevet lænset fra skibet.

Det kom sig blandt andet af, at man på grund af skibets størrelse ikke havde mulighed for at sejle kraner op på siden og lette det for dets last af 11.800 containere.

I sidste end valgte de tyske myndigheder at vente på fuldmåne tirsdag morgen, hvor vandstanden i floden steg med 1,2 meter, nok til at skibet kunne trækkes fri af flodsengen, hvor det kilede sig fast onsdag den tredje februar, formentlig fordi computerkontrollen med roret på det store skib pludselig satte ud, så besætningen delvis mistede styreevnen. Som en sikkerhedsforanstaltning satte man derfor skibet på grund.

Mens skibet har ligget på flodbunden, har trafikken været forholdsvis normal i Elbe-floden, der er en del af den over 30 km lange indsejling til Hamborg Havn. Større skibe er dog blevet anmodet om at sætte farten ned, når de passerede forbi.

CSCL Indian Ocean og dets fem søsterskibe har anløbet Hamborg Havn cirka 60 gange, siden starten af sidste år, skriver medier.

Containerkæmpe på grund i indsejling til Hamborg  

El Faro-reder indgår forlig med pårørende efter tragisk forlis

Løbsk RoRo-skib er under kontrol