For tredje uge i streg falder raterne for containerfragt fra Kina og ud i resten af verden og udvisker dermed en del af de rateforhøjelser, som rederierne forsøgte at presse igennem ved årsskiftet. Men de faldende rater er også en indikation på, at containerbranchen følger de faldende olie- og bunkerpriser.

Det påpeger senioranalytiker Frans Høyer fra Jyske Bank over for Ritzau Finans.

"Når vi kigger på det, har vi egentlig set en fornuftig opgang i afstanden mellem rater og bunkerpris over den seneste halvanden måned cirka. Så det forhold at raterne tilpasser sig nedad, når bunkerprisen går ned, er ikke overraskende," siger Frans Høyer og fortsætter:

"Det, jeg hæfter mig ved, er, at raterne ikke følger helt med ned i samme takt som bunkerpriserne. Det betyder så, at man egentlig er inde i en periode, hvor man efter et fjerde kvartal, som var skidt, kommer ind i et første kvartal, som ganske vist ikke er lige så godt som første kvartal sidste år, men som dog er i bedring."

Han påpeger, at dagens ratetal på ingen måde er ubetydelige, men at branchen mangler at se raterne på fragt til Nordatlanten og Kina. Ligesom at også kontraktraterne ikke er inkluderet.

Ved årsskiftet forsøgte rederierne at presse rateforhøjelser igennem, og i uge 53 sidste år steg raterne for containerfragt fra Kina og ud i resten af verden 71,3 pct.

Tre uger med konstante ratefald har dog udvisket nogle af de forsøgte løft, og i januar er SCFI-indekset samlet set faldet 29,2 pct.

"Det er klart, at hvis olieprisen og bunkerprisen kører ned, så kan man ikke holde rateløftet, men jeg oplever, at alle i branchen er mere eller mindre enige om, at det kunne være rart at tjene lidt penge."

"Mærsk tjener fornuftige penge, nummer to og tre i branchen tjener også penge, men de andre tjener ikke penge. Så der er ved at være konsensus om, at man gerne vil holde en fornuftig afstand mellem raterne og bunkerpriserne," vurderer Frans Høyer.

Fra morgenstunden fredag stiger Mærsk B-aktien 3,3 pct. til 8095 kr. i et overvejende positivt marked.

Redere misser rateløft på Asien-Europa

Containerrater falder 10,9 procent over ugen

Containerindeks falder 8,8 procent