Maersk Lines kommende partner i det annoncerede alliancesamarbejde 2M og verdens næststørste containerrederi, Mediterranean Shipping Company (MSC) med hovedkvarter i Geneve, synes ikke at reagere på rederiets historisk ringe evne til at ankomme til tiden med sine skibe.

Ifølge analysehuset SeaIntels nye opgørelse over de 20 største containerrederiers pålidelighed på ruterne mellem Asien og Nordeuropa, hvor Maersk og MSC planlægger at dele deres skibe, omkring 185 skibe, i en Vessel Sharing Agreement, VSA, ligger MSC tæt på bundpladsen som nummer 19 blandt de 20 største containerrederier.

Bedre service

Da Maersk Line og MSC i juni annoncerede deres planlagte samarbejde med drift fra begyndelsen af 2015 forklarede Vincent Clerc, Chief Trade and Marketing Officer i Maersk Line, over for Shippingwatch, at 2M vil forbedre servicen over for kunderne med bedre dækning, levere højere frekvens og stor pålidelighed.

 

 

Men ifølge SeaIntels seneste opgørelse, SeaIntel Global Liner Performance report og containerindustriens toneangivende indeks, som afskibere skeler til, når de vælger rederi, synes der at være noget at arbejde med i forhold til netop pålideligheden.

I juni 2014 ligger MSC's gennemsnitlige rettidighed helt nede på 71,5 procent og kun marginalt bedre end bundproppen NYK. I den anden ende af skalaen topper Maersk Line traditionen tro top 20-listen med en gennemsnitlig rettidighed på 87,2 procent, omend der fortsat er et godt stykke op til fordums rettidige omhu.

Både for Maersk og de øvrige containerrederier forklares industriens generelt faldende pålidelighed især det seneste år med de lave rater kombineret med de tårnhøje omkostninger til brændstof, som gør det dyrt at indhente forsinkelser undervejs.

Et masseprodukt

"Mens Maersk Line altid har sat en ære i altid at levere et punktligt produkt har MSC været kendt vidt og bredt for det stik modsatte og har stort set altid ageret agterlanterne i forhold til at ankomme til tiden. Og så er jeg endda meget diplomatisk," siger Lars Jensen, direktør og partner i SeaIntel:

"At ankomme og sejle til tiden har aldrig haft særlig høj prioritet i MSC. Til gengæld må man også sige, at der åbenbart er en meget stor procentdel af kunderne i markedet, der ikke sætter en stor værdi i det og vil betale for det. For MSC har det i årtier handlet om, at man grundlæggende tilbyder et meget basalt produkt til en ordentlig pris. Så skal det nok sælge sig selv. Og det er også denne filosofi, et commodity produkt, der ligger bag 2M og også gjorde det i forbindelse med det fejlslagne P3-samarbejde (Maersk Line, MSC og CMA CGM, red.)," understreger Lars Jensen.

 

Kilde: SeaIntel Global Liner Performance

SeaIntel: Store forsinkelser blandt containerredere  

Maersk Line: 2M kunne begynde i Kina i morgen  

Maersk-chef: Derfor er MSC den bedste partner for os