ShippingWatch

Maersk Line vil gennemføre overtagelse af Hamburg Süd i denne uge

Maersk Lines overtagelse af Hamburg Süd er nu på plads, efter at Sydkorea har godkendt købet med visse forbehold. Maersk forventer at lukke købsaftalen endeligt på torsdag, oplyser rederiet til ShippingWatch.

Der er nu klar bane for Maersk Lines køb af tyske Hamburg Süd.

Tirsdag har de sydkoreanske konkurrencemyndigheder godkendt købet af det tyske containerrederi med visse forbehold, som det også har været tilfældet ved andre myndighedsgodkendelser.

Den sydkoreanske godkendelse var den sidste i rækken, da Columbia i løbet af måneden også har sagt ok til opkøbet, oplyser Maersk til ShippingWatch.

Den juridiske godkendelsesproces er på rette spor. Vi forventer at lukke transaktionen d. 30. november.

Maersk om køb af Hamburg Süd

I alt har 23 lande nu givet grønt lys til overtagelsen, og dermed mangler Maersk Line det helt afgørende, nemlig at få lukket selve handlen med den tyske Oetker-gruppe, hvilket ventes at ske i denne uge.

"Den juridiske godkendelsesproces er på rette spor. Vi forventer at lukke transaktionen d. 30. november," skriver Maersk til ShippingWatch.

Som en del af aftalen med de sydkoreanske konkurrencemyndigheder KFTC vil Maersk Line trække Hamburg Süd ud af forskellige rederialliancer. Det gælder en samsejlingsaftale (vessel sharing agreement, red.), der i dag sejler mellem Fjernøsten, Centralamerika og Carribien. Samt en på handelsruten mellem Fjernøsten og den amerikanske vestkyst, hvor Maersk Line ikke vil forlænge Hamburg Süds nuværende aftale.

Det tyske rederi vil dog fortsat være aktivt på ruterne i fremtiden, skriver Maersk og oplyser, at ændringerne vil træde i kraft, når handlen er endeligt på plads.

Svære betingelser

I denne måned fik Maersk Line den kinesiske godkendelse, der også indebærer, at rederiet ikke forlænger to VSA-aftaler. Samtidig skal Maersk Line over en tre-årig periode reducere den sammenlagte kapacitet for fragt af reefercontainere fra Østasien til Sydamerikas vestkyst.

De mange betingelser, der er fulgt med myndighedernes godkendelser af opkøbet, har gjort livet sværere for Maersk, der har en ambition om at hente en økonomisk gevinst på mellem 300-400 mio. dollars årligt fra 2019.

Det vurderede den tidligere Maersk-direktør i Latinamerika Michael Kaasner Kristiansen for nylig over for ShippingWatch. I dag rådgiver han rederi- og logistikvirksomheder, havne og myndigheder i Latinamerika, fra sin base i Panama.

"De største synergier skal hentes på samsejlingsaftaler og rutenetværket. Og selv om Maersk Line og Hamburg Süd er store i Latinamerika og kan stå alene de fleste steder, gør betingelserne fra EU-Kommissionen og Kina livet sværere for Maersk Line, når synergierne skal hentes hjem," sagde han.

Tilbage i december 2016 kunne Maersk fortælle om aftalen med Oetker-gruppen om at købe Hamburg Süd for 4,3 mia. dollars. Det tyske containerrederi har 2,6 pct. af verdensflåden og sin kerneforretning i Latinamerika, hvor hovedvægten er på fragt af frugt og kød i reefer-containere fra især Brasilien, en af verdens største fødevarereksportører, og Sydamerikas østkyst.

Maersk henter Hamburg Süd-rådgiver ind i ledelsen

Maersk Line udvider kundefinansiering til næste led

Maersk Lines opkøb af Hamburg Süd hæmmes af myndigheder

Forsiden lige nu

Norsk rederchef bliver søfartsrådgiver i FN

Sturla Henriksen, afgående direktør for Norges Rederiforbund, får nyt job i FN fra årsskiftet. Her skal han være med til at styrke samarbejdet mellem erhvervslivet og myndighederne.

Tilsyn efterforsker dødsulykke på Maersk-rig

De norske myndigheder har åbnet en officiel undersøgelser af dødsulykken på Maersk Interceptor. En person omkom i sidste uge under ulykken på riggen, som er ejet af Maersk Drilling.

Seneste Container

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere