Det kom som en overraskelse for de danske myndigheder, at tre Maersk-skibe, som var indblandet i et alvorligt forlis sidste år, alle var solgt til ophugning på tidspunktet for ulykken.

Skibene

Maersk Shipper og Maersk Searcher sank natten til 21. december, da de blev slæbt efter et tredje skib, Maersk Battler

Alle tre skibe sejlede under dansk flag (DIS) og var på vej til ophugning i Tyrkiet

De to skibe, som sank ligger nu på havets bund, mens Maersk Battler er blevet ophugget

Forliset skete kort før årsskiftet, hvor to skibe fra rederiet Maersk Supply Service rev sig løs og sank, da de blev slæbt efter et tredje skib på vej til et skrotværft i Tyrkiet. Kort efter ulykken sejlede det tredje skib videre til det tyrkiske værft, hvor det siden blev hugget op.

Men Maersk Supply Service havde kun søgt om tilladelse til at skrotte de to skibe, som sank og nu ligger på havets bund. Derfor vakte det opsigt i Miljøstyrelsen, da man kunne læse i pressen, at det tredje skib også var blevet skrottet.

Det fremgår af en korrespondance mellem Miljøstyrelsen og Maersk Supply Service, som er oversendt til Folketingets miljø- og fødevareudvalg.

"I forbindelse med behandlingen af ansøgningen om tilladelse til at eksportere de to skibe M/V Mærsk Shipper og M/V Mærsk Searcher oplyste I til os, at det ene skib ville slæbe det andet. Ifølge jeres ansøgning skulle ingen andre skibe involveres," skrev styrelsen i en mail til Maersk Supply Service i slutningen af januar 2017, hvor den understregede, at det tredje skib ikke var dækket af tilladelsen.

"Maersk Battler var ikke en del af jeres ansøgning, og derfor havde I ikke tilladelse fra vores side til at eksportere Maersk Battler til Tyrkiet," lød det i mailen fra Miljøstyrelsen.

Befandt sig i internationalt farvand

De tre skibe forlod Fredericia og satte kursen mod Tyrkiet omkring middag 12. december, mens forliset skete natten til 22. december.

Vi kan bekræfte den forklaring, vi har afgivet til Miljøstyrelsen vedrørende beslutningen"

— Claus Bachmann, COO, Maersk Supply Service
Maersk Supply Service har siden forklaret over for styrelsen, at beslutningen om at skrotte Maersk Battler, som slæbte de to andre skibe, blev taget 21. december.

På daværende tidspunkt befandt skibet sig i internationalt farvand ud for Frankrigs kyst. Derfor var det ikke nødvendigt at søge om tilladelse fra de danske myndigheder til at eksportere skibet til ophugning.

En forklaring som Maersk Supply Service gentager over for ShippingWatch.

"Vi kan bekræfte den forklaring, vi har afgivet til Miljøstyrelsen vedrørende beslutningen om at ophugge Maersk Battler. Beslutningen var taget forud for, at Shipper og Searcher sank," oplyser COO Claus Bachmann i en mail.

Styrelse afventer havarirapport

Miljøstyrelsen har foreløbigt godtaget forklaringen fra Maersk Supply Service, som redegjorde for problemstillingen over flere samtaler i februar.

"Indtil videre har vi har taget den redegørelse, som de er kommet med, til efterretning. Nu afventer vi i øvrigt den undersøgelse, som de danske og franske havarimyndigheder er i gang med, for at se, om den bringer nye oplysninger på banen, som ændrer billedet," siger funktionsleder Berit Hallam til ShippingWatch.

Indtil videre har vi har taget den redegørelse, som de er kommet med, til efterretning"

— Berit Hallam, funktionsleder, Miljøstyrelsen
Det er uvist, hvornår undersøgelsen fra Den Maritime Havarikommission og de franske myndigheder ligger klar.

Hvis det viser sig, at Maersk Supply Service har brudt reglerne for eksport af affald til lande uden for EU, så kan rederiet risikere at blive politianmeldt af Miljøstyrelsen.

Det er dog meget sjældent, at de europæiske regler bliver taget i brug, når det drejer sig om eksport af skibe, fordi det er svært at bevise, hvornår et rederi rent faktisk tager beslutningen om, at et skib skal ophugges.

Befinder skibet sig i internationalt farvand, behøver rederiet ingen tilladelse. Af samme årsag arbejder både EU og IMO nu på at forbedre standarden på ophugningsværfterne, hvoraf mange ligger i Sydasien.

Sunkne Maersk-skibe indeholder tonsvis af olie

Havarikommission åbner undersøgelse af Maersk-ulykke

Ministerium bekræfter fransk brev om forliste Maersk-skibe

Norge stopper skib på vej til ophugning i Pakistan

EU bruger allerede skrotregel til at bremse skibsejere