Det norske offshorerederi Siem Offshore vil forlænge fristen på to lån og udstede nye aktier for et trecifret millionbeløb.

Det fremgår af to meddelelser til Oslo Børs, som blev sendt ud tirsdag.

Konkret vil rederiet, som er kontrolleret af investoren Kristian Siem, forlænge løbetiden på to obligationslån på i alt 1,3 mia. norske kr. med knap tre år. Lånene udløber oprindeligt i januar 2018 og marts 2019.

Selskabet vil samtidig løbende sænke renten på begge lån, fremgår det af forslaget, som kan læses på rederiets hjemmeside. Obligationsejerne skal nu tage stilling til forslaget på et møde, der snart vil blive indkaldt til.


Rigmanden Kristian Siem kontrollerer Siem Industries, som også ejer offshorerederiet Siem Offshore. Foto: MPA.

Foruden at forlænge løbetiden på lånene, vil selskabet også udstede nye aktier for op 190 mio. norske kr. til en kurs på 1,9 norske kr. per aktie.

Aktieemissionen er fuldt ud garanteret af Siem Europe, som er Siem Offshores største aktionær.

Det er uvist, hvad Siem Offshore vil bruge pengene til. Det står dog klart, at det norske offshoremarked har været usædvanligt presset de seneste år, hvilket blandt andet har medført, at der lige nu foregår en stor konsolidering ført af rigmændene Kjell Inge Røkke og John Fredriksen.

Siem Offshore forsøgte selv at indgå en aftale med konkurrenten Farstad, men blev i stedet overhalet inden om af netop Røkke og Fredriksen.

Siem Offshore forventer overkapacitet flere år frem

Fusion mellem offshorerederier er skrevet under

450 nye supplyskibe kan ramme vandet i 2017